Clearingaftale

En clearingaftale er en politisk aftale mellem partigrupperne i Folketinget, som gør det muligt for medlemmerne at være fraværende fra de ugentlige afstemninger i Folketingssalen, uden at det får konsekvenser for lovgivningen.

Konkret sker det ved at man sørger for, at der er lige mange fraværende medlemmer fra regeringen og dennes støtteparti(er), som der er fraværende fra oppositionens partier. Derved bibeholdes det normale styrkeforhold mellem partierne. Det er typisk partiernes gruppesekretærer, der holder styr på clearingaftalerne. Ifølge grundloven er Folketingets medlemmer "ene bundet ved deres overbevisning". Aftalerne er således uforbindende og indgår ikke i Folketingets forretningsorden.

Clearingen er grunden til, at det oftest kun er lige over 100 ud af de 179 folketingsmedlemmer, der deltager i en afstemning. Folketinget er beslutningsdygtigt, når der er 90 medlemmer til stede som deltager i afstemningen. Hver folketingsgruppe stiller kun med det i forvejen aftalte antal medlemmer ved afstemningerne.

Aftalerne fastsætter på forhånd hvordan der cleares, og ændres generelt ikke fra sag til sag. I de sjældne tilfælde, hvor et medlem specifikt ønsker at stemme mod sit partis linje, cleares dette internt i partiet. Nogle medlemmer bytter også rundt for at kunne stemme i salen for et bestemt forslag, hvor de gerne vil være synlige.

Til gengæld er det umuligt for det enkelte folketingsmedlem ikke at tage stilling, da alle gennem den forudgående clearing reelt "stemmer" med deres gruppe. Hvert eneste medlem deltager således aktivt i afstemningerne, uanset eventuelt fravær. Folketingets egen hjemmeside viser folketingsmedlemmernes status ved afstemningerne, men er let misvisende, da afstemninger opdeles i 'for', 'imod', 'hverken for eller imod' samt 'fraværende' og således ikke illustrerer clearingen.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne