Klimapolitik

Model af Klimapolitikken, se Sustainable.dk

Klimapolitik er en betegnelse for politiske beslutninger og holdninger, der skal forhindre eller styre klimaændringer som følge af fx drivhuseffekten, som er en stadig forøgelse af indholdet af drivhusgasser i jordens atmosfære. Politikken er en resultatet af den øgede bekymring i hele verden for virkningen af klimaforandringer. FN's klimapanel udgav i 2007 sin fjerde rapport om klimaforandringer.[1] Den taler om en fordobling af CO2-indholdet i atmosfæren i midten af århundredet, hvilket kan medføre temperaturstigninger på mellem 2 og 4,5 grader.[2] Klimapolitik tager lige som miljøpolitik og energipolitik sigte på en bæredygtig udvikling eller bæredygtighed, der ifølge Brundtlandrapporten fra 1987 er det, som "skaffer menneskene og miljøet det bedste uden at skade fremtidige generationers mulighed for at dække deres behov". Et centralt klimapolitisk problem er, at klimapolitiske løsninger forudsætter et bredt og langsigtet internationalt samarbejde, mens parter i dette samarbejde er nationale regeringer med relativ kort valgperiode og mange vælgerinteresser at varetage. I den klimapolitiske debat er verdensborgertanken blevet aktualiseret.

  1. ^ Den fjerde rapport fra FN's klimapanel, 2007
  2. ^ "FN's klimapanel tegner dystert billede af fremtiden – Politiken 4. maj 2006". Arkiveret fra originalen 12. marts 2007. Hentet 27. juni 2015.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne