Moselig

Grauballemanden udstillet på Moesgård Museum ved Århus

Moselig eller mosefund er lig begravet i højmoser og bevaret på grund af de særlige forhold i mosen: surt, iltfattigt vand og lav temperatur. Herved kan selv blødt væv som indvolde og hud bevares. Den fundgruppe, som normalt omtales som moselig, er rester af helt eller delvist præserverede menneskelig fundet i højmoser i Danmark, Sydsverige, Storbritannien, Irland, Tyskland og Holland. Der findes beskrivelser af fund af moselig helt tilbage fra det 18. århundrede, men indtil slutningen af det 20. århundrede har det været umuligt at lave en præcis aldersbestemmelse af ligene. Moderne undersøgelser som kulstof 14-datering har vist, at det ældste moselig fra Europa er omkring 10.000 år gammelt. Arkæologerne har med moseligene fået meget detaljerede oplysninger om beklædning og mad i forhistorisk tid. Analyser af ligenes maveindhold har vist, hvilke fødemidler der var til rådighed og hvilke planter, man dyrkede eller samlede.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne