Back Zweiter Punischer Krieg ALS Ōðre Penisc Gūþ ANG الحرب البونيقية الثانية Arabic ایکینجی کارتاژ ساواشی AZB Другая Пунічная вайна Byelorussian Втора пуническа война Bulgarian Eil brezel punek Breton Drugi punski rat BS Segona Guerra Púnica Catalan جەنگی دووەمی پونیک CKB
| Anden Puniske Krig | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Del af de puniske krige | |||||||||
 De romerske og karthagiske inflydelsessfærer i år 218 f.Kr., umiddelbart inden krigens udbrød |
|||||||||
|
|||||||||
| Parter | |||||||||
| Romerske republik | Kartago | ||||||||
| Ledere | |||||||||
| Hannibal Barca, Hasdrubal Barca†, Mago Barca†, Hasdrubal Gisco†, Maharbal, Syphax, Hanno den ældre†, Massinisa, Hasdrubal |
|||||||||
| Denne artikel er en del af en serie om de |
| Puniske Krige |
|---|
 |
Den anden puniske krig (218-201 f.Kr.) var den anden af i alt tre krige, som blev udkæmpet mellem de to stater Rom og Karthago – de to primære magter i det vestlige Middelhav i det 3. århundrede f.Kr.
Krigen blev udkæmpet i 17 år, hvor de to stater forsøgte at vinde overherredømmet over primært landområder i det Romersk Italien og den Iberiske Halvø, men også på øerne Sicilien og Sardinien. Mod slutningen af krigen blev krigen ligeledes udvidet til Nordafrika. Efter enorme materielle og menneskelige tab på begge sider blev karthagerne besejret. Makedonien, Syrakus og flere numidiske kongeriger blev trukket ind i kampene. Ligeledes kæmpede iberiske og galliske styrker på begge sider. Der var tre primære fronter under krigen var: Italien (med lejlighedsvise på Sicilien, Sardinien og i Grækenland), hvor Hannibal besejrede de romerske legioner gentagne gange; Iberiske Halvø, hvor Hasdrubal, en yngre bror til Hannibal, forsvarede de kartagiske kolonibyer med blandet succes, inden han rykkede ind i Italien; og Afrika, hvor Rom endelig vandt krigen.
Første puniske krig var endt med en romersk sejr i 241 f.Kr. efter 23 års krig og enorme tab på begge sider. Efter krigen udvidede Karthago sine besiddelser på den Iberiske Halvø, hvor en karthagisk hær under Hannibal i 219 f.Kr. belejrede, erobrede og plyndrede den pro-romerske by Saguntum. I begyndelsen af 218 f.Kr. erklærede Rom krig mod Karthago og indledte derpå den anden puniske krig. Senere samme år overraskede Hannibal romerne ved at marchere sin hær over land fra den Iberiske Halvø gennem Gallien og over Alperne til Cisalpine Gallien (det moderne Norditalien). Forstærket af galliske allierede opnåede han knusende sejre over romerne ved slagene ved Trebia (218) og slaget ved søen Trasimene (217). Ved at bevæge sig til det sydlige Italien i 216 besejrede Hannibal igen romerne i slaget ved Cannae (216 f.kr.), hvor han nedkæmpede den største hær, romerne nogensinde havde samlet.
Efter at 120.000 romerske tropper enten var blevet dræbt eller var i fangenskab valgte mange af Roms italienske allierede at desertere – mest bemærkelsesværdigt Capua – til Karthago, hvilket gav Hannibal kontrol over størstedelen af det sydlige Italien. Da Syrakus og Makedonien sluttede sig til karthagerne efter slaget ved Cannae, spredte konflikten sig. Mellem 215 og 210 f.Kr. forsøgte karthagerne at erobre det romersk-kontrollerede Sicilien og Sardinien, men uden succes. Romerne tog drastiske skridt for at hverve nye legioner: de indskrev slaver, kriminelle og dem, der ikke opfyldte den sædvanlige ejendomskvalifikation; dette medvirkede markant til at øge antallet af mænd i hæren. I det næste årti fortsatte krigen i det sydlige Italien, hvor de romerske hære langsomt tilbageerobre de fleste af de italienske byer, der var blevet tabt til Karthago.
Rom havde i 218 f.Kr. etableret et brohoved i den nordøstlige del af den Iberiske Halvø. Karthagerne havde efterfølgende gentagne gange forsøgt at nedkæmpe disse romerske positionerne, uden det dog var lykkes. I 211 f.kr. gik romerne i offensiven på den Iberiske Halvø men blev besejret – de lykkes dog med at fastholde deres fodfæste i den nordøstlige del af halvøen. I 209 f.Kr. erobrede den nye romerske kommandør Publius Scipio Carthago Nova, som var den vigtigste karthagiske base på halvøen. I 208 f.kr. lykkes det Scipio at besejre Hasdrubal, til trods for at Hasdrubal formåede at trække størstedelen af sine tropper tilbage til Gallien. Det efterfølgende karthagiske angreb blev besejret af romerne i forbindelse med slaget ved Metaurus. Ved slaget ved Ilipa i 206 f.kr. nedkæmpede Scipio permanent den karthagiske tilstedeværelse på den Iberiske Halvø.
Scipio invaderede det kartagiske Afrika i 204 f.Kr., hvilket tvang det kartagiske senat til at hjemkalde Hannibals hær fra Italien. Krigen sluttede med et afsluttende slag mellem to hære ledet af henholdsvis Scipio og Hannibal i forbindelse med slaget ved Zama i 202 f.Kr.. Dette slag resulterede i et nederlag til Hannibal og i, at Karthago søgte fred. Fredstraktaten, som var dikteret af Rom, fratog Karthago alle dets oversøiske områder og nogle af dets afrikanske områder. En bod på 10.000 sølv-talenter skulle betales over 50 år. Karthago blev forbudt at føre krig uden for Afrika – og de kunne kun føre krig i Afrika med Roms tilladelse. Herved stod det klart, at Karthago var politisk underordnet Rom. Rom brugte karthagisk militæraktivitet mod numidierne som påskud for at erklære krig igen i 149 f.Kr., hvilket indledte den tredje puniske krig. I 146 f.Kr. stormede romerne byen Karthago, plyndrede den, dræbte størstedelen af dens befolkning og ødelagde den fuldstændigt.