Babylonien

Babylonien (akkadisk: Babili(m), [1] sumerisk logogram KÁ.DINGIR.RAKI [1] hebraisk: בָּבֶל, Bābel, [1] græsk: Βαβυλών, Babylōn) var en akkadisk bystat oprettet i 1867 f.Kr. i oldtidens Mesopotamien. Levningene findes i provinsen Babil i Irak, uden for provinsens hovedstad Al-Hilla, omkring 85 km syd for Bagdad. Alt hvad der er tilbage af den oprindelige kendte by fra oldtiden i dag, er en tell af knuste lermursten fra bygninger og andre brudstykker på den frugtbare slette mellem floderne Tigris og Eufrat. Byen i sig selv blev bygget på Eufrat, og delte floden i to lige store løb på sin venstre og højre bred med bratte dæmninger, som tilbageholdt flodens sæsonmæssige oversvømmelser.

Babylons mure.

Tilgængelige historiske kilder antyder, at Babylon i begyndelsen var en lille by, som var opstået i begyndelsen af 3. årtusinde f.Kr. Byen fik en blomstring og fik sin uafhængighed med fremgangen under det første amorittiske babylonske dynasti i 1894 f.Kr. Ved at hævde, at byen var efterfølger af oldtidens Eridu, overgik byen Nippur til at være den "hellige by" i Mesopotamien på den tid, da en amorittisk konge ved navn Hammurabi først oprettede det kortvarige babylonske rige. Det blev hurtigt opløst efter hans død, og Babylon tilbragte lange perioder under assyriske, kassittiske og elamittisk overherredømme. Babylon blev igen sæde for det nybabylonske rige fra 612 til 539 f.Kr. som blev oprettet af kaldeanere (et område i det sydlige Mesopotamien) og deres sidste konge var en assyrer. Dette var byens andre storhedstid. Nebukadnesar II gennemførte en omfattende ombygning af Babylon i 500-tallet f.Kr. Fra denne tid hører Babylons legendariske bygværker. Babylons ydre mure omgav et område på 850 ha, hvoraf omkring 300 ha udgjorde de indre bydele. De hængende haver i Babylon var en af verdens syv underværker i den antikke verden, i henhold til grækerne. Efter at Babylon faldt, kom den under overherredømme af henholdsvis persiske Akamenide-dynastiet, Selevkide-riget, Partia, Romerriget og Sasanideriget.

Under det babylonske fangenskab for jøderne blev Babylon i Bibelen en metafor for samfundets forfald som Babylon den store som en ridende skøge, således som det omtales i Johannes' åbenbaring, men metaforen blev senere anvendt på andre riger, blandt andet Romerriget og den katolske kirke, alt efter hvem afsenderen var. Babelstårnet, som omtales i Det Gamle Testamentes Første Mosebog, [2] var en omtrent 100 meter høj trappepyramide i Babylon (Babel er hebraisk for Babylon). I Bibelen bliver det storstilede bygværk en fortælling om menneskenes hovmod over for Gud, og om hvordan de forskellige sprog blev spredt fra Babel og ud over verden.

Apostelen Peter nævner "menigheden i Babylon", men der er forskellige meninger om, hvorvidt han mente Babylon eller brugte "Babylon" som et øgenavn for det hedenske Rom. I det første århundrede var Babylon anvendt som navnet på Rom - for eksempel i jødisk-kristne skrifter som Johannes' åbenbaring, 2 Baruk og 4 Esra. Det antikke Babylon var på Peters tid begyndt at gå til grunde. Der er også kun lidt, som tyder på, at Peter skal have skrevet fra den lille militærkoloni Babylon i datidens Egypten.

I de følgende århundreder begyndte landskabet at forandre sig til et øde sumpområde, og til sidst blev byen fuldstændig forladt. I dag er stedet vigtigt arkæologisk og historisk.

  1. ^ a b c The Cambridge Ancient History: Prologomena & Prehistory: Vol. 1, Part 1.
  2. ^ Nettbibelen: Første Mosebok 11 Arkiveret 14. februar 2021 hos Wayback Machine

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne