Belejringen af Leningrad

Belejringen af Leningrad
Del af Østfronten, 2. verdenskrig

Dato 8. september 1941 - 27. januar 1944
Sted Leningrad, Sovjetunionen
Resultat Sovjetisk sejr
Parter
Tyskland Tyskland

Finland Finland[1][2][3]
Spanien Spanske frivillige

Sovjetunionen Sovjetunionen
Ledere
Tyskland Wilhelm von Leeb
Tyskland Georg von Küchler

Spanien Emilio Esteban Infantes
Finland Carl Gustaf Mannerheim[4][5]

Sovjetunionen Kliment Voroshilov

Sovjetunionen Georgij Zjukov
Sovjetunionen Leonid Govorov

Styrke
725.000 930.000
Tab
Tyskland: 500.000 (estimeret) Røde Hær: 332.059 døde i kamp, 23.324 døde af andre årsager, 111.142 savnede
Civile: 16.470 døde i kamp
1,2 mio. sultet ihjel (estimeret)[6]

Belejringen af Leningrad (Blokaden af Leningrad Russisk: блокада Ленинграда (blokada Leningrada), var Aksemagternes mislykkede forsøg på at byen - på Hitlers ordre - skulle »fjernes fra jordens overflade« sammen med hele befolkningen. Derfor blev byen ikke stormet. Den tyske hær blokerede/omringede byen, for at sulte den ud samtidig med, at bombefly og artilleri sendte en regn af bomber og granater over byen. [7] Leningrad, (i dag Sankt Petersborg) under 2. verdenskrig. Belejringen varede fra den 9. september 1941 til den 18. januar 1943, hvor en smal landkorridor blev etableret af de sovjetiske styrker. Belejringen blev helt afsluttet den 27. januar 1944. Belejringen af Leningrad var en af de længste, blodigste og mest ødelæggende belejringer i nyere tid. Erobringen af Leningrad var et af de tre strategiske mål i den tyske plan for krigen mod Sovjetunionen. Den tyske strategi var baseret på Leningrads status som tidligere hovedstad i Rusland, som arnested for Oktoberrevolutionen, dens militære betydning som hovedbase for den sovjetiske flåde i Østersøen og dens hjemsted for mange våbenfabrikker.[8]

Belejringen blev gennemført af den tyske Wehrmachts Heeresgruppe Nord med støtte fra den finske hær som led i Operation Barbarossa, der blev indledt den 22. juni 1941.[9] Belejringen fulgte efter den finske offensiv på det Karelske næs og den tyske offensiv til Leningrads sydlige forstæder. I august 1942 planlagde tyskerne en ny operation, som skulle føre til byens erobring, men Sinyavin Offensiven fra den Røde Hær kom dem i forkøbet, og offensiven blev aflyst.[10] Wehrmachts belejringsring blev gennembrudt af sovjetiske styrker den 17. januar 1943 under Operation Iskra, da der blev skabt en smal korridor langs bredden af Ladogasøen. Belejringen blev endeligt hævet af marskal Georgij Zjukov den 27. januar 1944 som led i Leningrad-Novgorod offensiven.

Den 872 dage lange belejring forårsagede en sultkatastrofe i Leningrad området ved afbrydelse af vand-, energi- og fødevareforsyningen. Det førte til, at op imod 1.500.000 soldater og civile døde [11] og evakuering af 1.400.000, fortrinsvis kvinder og børn, hvoraf mange dog døde under evakueringen på grund af sult og bombardementer.[4][1][2]

  1. ^ a b Brinkley 2004, s. 210
  2. ^ a b Wykes 1972, s. 9-21
  3. ^ Siege of Leningrad. Encyclopedia Britannica.
  4. ^ a b Carell 1966, s. 205-210
  5. ^ Salisbury 1969, s. 331
  6. ^ Victory Day lights up Russia, RT – 24/7 English-language news channel
  7. ^ "2. verdenskrig". Arkiveret fra originalen 24. august 2012. Hentet 28. december 2010.
  8. ^ Carell 1963
  9. ^ Carell 1966, s. 205-240
  10. ^ Glantz 2001, s. 185-191
  11. ^ Salisbury 1969, s. 590f

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne