Christiansborg

For alternative betydninger, se Fort Christiansborg.
Christiansborg
Luftfoto af Christiansborg fra øst
Christiansborg flager med Dannebrog
Christiansborg set fra Marmorbroen.

Christiansborg Slot, eller blot Christiansborg, på Slotsholmen i det centrale København er hjemsted for Danmarks parlament, Folketinget, for Højesteret og Statsministeriet. Desuden anvender Kongehuset fortsat flere dele af Christiansborg, herunder De Kongelige Repræsentationslokaler, Slotskirken og De Kongelige Stalde.[1]

Det nuværende slot er det seneste i en lang række bygninger, der har ligget på stedet siden 1100-tallet, og som siden 1400-tallet har været hjemsted for centralmagten i Danmark. Det rummer stadig statsmagtens vigtigste centrale institutioner og omtales ofte som Rigsborgen eller blot Borgen.[2]

Christiansborg er nedbrændt og genopbygget to gange, og i nutidens Christiansborg indgår stadig dele fra de tre opførelser af slottet. Bygningerne omkring ridebanen (staldene, ridehuset og Teatermuseet i Hofteatret) er fra det første Christiansborg; det samme gælder Thorvaldsens Museum, som oprindelig var vogngård, men som nu fremstår meget anderledes. Fra det andet Christiansborg er Slotskirken den eneste hele bygning, der er tilbage. Der er dog en del detaljer og dele, som er blevet genbrugt forskellige steder.

  1. ^ "Lov om Dronning Margrethe den Andens civilliste". Retsinformation.dk. Hentet 2013-02-08.
  2. ^ Larsen et al

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne