Danmark-Norge

Danmark–Norge
Personalunion
1523–1814
Flag of Denmark Kong Frederik 4.s våbenskjold
Kort over Danmark–Norge, ca. 1780
Hovedstad	København
Sprog	Dansk og norsk, samt tysk, islandsk, færøsk, samisk, grønlandsk. Kun dansk og tysk var anvendt som skriftsprog.
Religion	Lutheranisme
Regeringsform	Valgkongedømme til 1660, Enevælde fra 1660
Konge
• 1524–1533	Frederik 1. (første)
• 1808–1814	Frederik 6. (sidste)
Historisk periode	Tidlig moderne Europe
• Gustav Vasa vælges som konge af Sverige	6. juni 1523
• Kalmarunionens sammenbrud	1523
• Rigsrådet afskaffes	14. oktober 1660
• Lex Regia stadfæster enevælden	14. november 1665
• Freden i Brømsebro	13. august 1645
• Roskildefreden	26. februar 1658
• Freden i Kiel	14. januar 1814
• Wienerkongressen	September 1814 – 9. juni 1815
Befolkning
• Anslået 1645	1.315.000³
• Anslået 1801	1.859.000³
Valuta	Rigsdaler og skillinger
Efterfulgte Efterfulgt af Kalmarunionen Danmark Kongeriget Norge (1814)
¹ Frederik 6. var regent for sin far, og var de facto konge fra 14. april 1784; han forsatte med at regere Danmark efter freden i Kiel indtil sin død 3. december 1839. ² Danmark (43,094 km²), Slesvig-Holsten (15,763 km²), Norge (hovedland) (324,220 km²), Færøerne (1,399 km²), Island (103,000 km²). (Plus Grønland med 2,175,600 km².) ³ 1645: Estimeret 825.000 i Danmark, 440.000 i Norge og 50.000 på Island[1] 1801: 929.000 i Danmark, 883.000 i Norge og 47.000 på Island[2] 4 Kongeriget Norge (1814), som efterfulgte de norske dele, eksisterede kun nogle måneder og efterfulgtes af Den svensk-norske union.

For alternative betydninger, se Unionstiden.

Danmark-Norge er den moderne betegnelse for rigsfællesskabet mellem de to kongeriger Danmark og Norge fra 1536 til 1814. Rigsfællesskabet havde sin oprindelse i Kalmarunionens endelige sammenbrud i 1523, da Sverige erklærede sig uafhængigt, men havde formelt først sin begyndelse da Norge blev underlagt den danske krone i 1536, og varede indtil Norge blev afstået til kongen af Sverige. I samtiden anvendtes begrebet dog ikke, og staten blev som regel omtalt som "den danske krone" (kron zu Dennemarck) eller "Tvillingrigerne".^[3]

Unionsriget inkluderede i hovedsagen de to rigsdele Danmark og Norge, men omfattede også provinserne Slesvig og Holsten, der var særskilte administrative enheder, de oprindeligt norske skatlande Grønland, Island, Færøerne, Shetland og Orkneyøerne som fra landnamstiden var underlagt den norske konge, samt efterhånden et antal oversøiske kolonibesiddelser. Ved rigsfællesskabets start var de nuværende svenske landskaber Skåne, Halland, Bohuslen, Herjedalen og Jämtland ligeledes en del af rigsfællesskabet, men de mistedes i 1658 til Sverige. Opløsningen af unionen mellem de to lande i 1814 fik ikke indvirkning på forholdet mellem Danmark og hertugdømmerne, som derefter med Lauenborg dannede helstaten indtil 1864, og de tidligere norske områder Færøerne, Island og Grønland som efter rigsopløsningen forblev danske besiddelser.

Danmark og Norge var på forskellig vis forenet i disse år. I 1380 arvede Oluf 2. Norge, da hans far, Håkon 6. af Norge, døde. Oluf var Håkons og Margretes eneste barn.

1. ^ Historisk Tidsskrift - NYT OM TREDIVEÅRSKRIGEN
2. ^ "Tacitus.no - Skandinaviens befolkning" (svensk).
3. ^ Uffe Østergård: Europa. Identitet og identitetspolitik (1998).