Edvard 3. af England

Edvard 3.
Konge af England
Kroning	1. februar 1327 Westminster Abbey
Regerede	25. januar 1327 – 21. juni 1377
Forgænger	Edvard 2.
Regent	Isabella og Roger Mortimer (1327-1330)
Efterfølger	Richard 2.
Ægtefælle	Filippa af Hainaut (g. 1328; d. 1369)
Børn	Edvard, den sorte prins Isabella Johanne Vilhelm af Hatfield Lionel af Antwerpen, 1. hertug af Clarence Johan af Gent, 1. hertug af Lancaster Edmund af Langley, 1. hertug af York Blanka Marie Margrete Thomas af Windsor Vilhelm af Windsor Thomas af Woodstock, 1. hertug af Gloucester
Hus	Huset Plantagenet
Far	Edvard 2. af England
Mor	Isabella af Frankrig
Født	13. november 1312 Windsor Castle
Død	21. juni 1377 (64 år) Sheen Palace, Richmond, London
Hvilested	5. juli 1377 Westminster Abbey, London
Religion	Romersk-katolsk
v d r

Edvard 3. (engelsk: Edward III) (13. november 1312 – 21. juni 1377) var konge af England og lord af Irland fra januar 1327 til sin død; han er kendt for militær dygtighed og for at genoprette den kongelige autoritet efter sin faders katastrofale og uortodokse styre. Edvard 3. omdannede Kongeriget England til en af de største militærmagter i Europa. Hans lange styre på 50 år var det næst længste i den engelske middelalder (kun overgået af hans oldefar Henrik 3.), og kendt for god lovgivning og regeringsstruktur (særligt udviklingen af parlamentet) og Den sorte døds hærgen.

Edvard blev kronet som 14-årig, efter hans far blev afsat af hans mor, Isabella af Frankrig, og hendes elsker Roger Mortimer. I en alder af 17 år rettede han et coup d'état mod Mortimer, der var de facto hersker af landet, og begyndte sit eget styre. Efter en heldig kampagne i Skotland udråbte han sig som retmæssig arving til den franske trone i 1337. Det indledte hundredårskrigen.^[1] Efter de første tilbageslag gik første fase af krigen særdeles godt for England; sejre ved Crécy og Poitiers førte til den meget favorable fredsaftale i Brétigny, hvor England fik flere områder i Frankrig, og Edvard gav afkald på sit krav på den franske trone. Den første fase blev kendt som den edvardianske krig. Edvards senere år var præget af internationale fiaskoer og stridigheder hjemme i England, særlig som resultat af hans egen inaktivitet og dårlige helbred.

Edvard 3. var temperamentsfuld, men var i stand til at udvise stor mildhed. Han var på mange måder en konventionel konge, hvis primære interesser var krigsfærd. Han blev beundret i sin samtid og århundreder efter, men han blev set som en uansvarlig eventyrer af de historikerne i oplysningstiden og William Stubbs. Det syn er blev udfordret af moderne historikere, der krediterer ham for store bedrifter.^[2][3]

1. ^ Edvard kaldte sig for "Konge af Frankrig" i 1337, men han tog ikke titlen før 1340; Prestwich (2005), pp. 307–8.
2. ^ Mortimer (2006), p. 1.
3. ^ Omrod (2012).