Edvard 3. af England

Edvard 3.
Konge af England
Kroning1. februar 1327
Westminster Abbey
Regerede25. januar 132721. juni 1377
ForgængerEdvard 2.
RegentIsabella og Roger Mortimer
(1327-1330)
EfterfølgerRichard 2.
ÆgtefælleFilippa af Hainaut (g. 1328; d. 1369)
Børn
HusHuset Plantagenet
FarEdvard 2. af England
MorIsabella af Frankrig
Født13. november 1312
Windsor Castle
Død21. juni 1377 (64 år)
Sheen Palace, Richmond, London
Hvilested5. juli 1377
Westminster Abbey, London
ReligionRomersk-katolsk

Edvard 3. (engelsk: Edward III) (13. november 131221. juni 1377) var konge af England og lord af Irland fra januar 1327 til sin død; han er kendt for militær dygtighed og for at genoprette den kongelige autoritet efter sin faders katastrofale og uortodokse styre. Edvard 3. omdannede Kongeriget England til en af de største militærmagter i Europa. Hans lange styre på 50 år var det næst længste i den engelske middelalder (kun overgået af hans oldefar Henrik 3.), og kendt for god lovgivning og regeringsstruktur (særligt udviklingen af parlamentet) og Den sorte døds hærgen.

Edvard blev kronet som 14-årig, efter hans far blev afsat af hans mor, Isabella af Frankrig, og hendes elsker Roger Mortimer. I en alder af 17 år rettede han et coup d'état mod Mortimer, der var de facto hersker af landet, og begyndte sit eget styre. Efter en heldig kampagne i Skotland udråbte han sig som retmæssig arving til den franske trone i 1337. Det indledte hundredårskrigen.[1] Efter de første tilbageslag gik første fase af krigen særdeles godt for England; sejre ved Crécy og Poitiers førte til den meget favorable fredsaftale i Brétigny, hvor England fik flere områder i Frankrig, og Edvard gav afkald på sit krav på den franske trone. Den første fase blev kendt som den edvardianske krig. Edvards senere år var præget af internationale fiaskoer og stridigheder hjemme i England, særlig som resultat af hans egen inaktivitet og dårlige helbred.

Edvard 3. var temperamentsfuld, men var i stand til at udvise stor mildhed. Han var på mange måder en konventionel konge, hvis primære interesser var krigsfærd. Han blev beundret i sin samtid og århundreder efter, men han blev set som en uansvarlig eventyrer af de historikerne i oplysningstiden og William Stubbs. Det syn er blev udfordret af moderne historikere, der krediterer ham for store bedrifter.[2][3]

  1. ^ Edvard kaldte sig for "Konge af Frankrig" i 1337, men han tog ikke titlen før 1340; Prestwich (2005), pp. 307–8.
  2. ^ Mortimer (2006), p. 1.
  3. ^ Omrod (2012).

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne