Eritrea

Eritrea

Hagärä Ertra
Eritreas nationalvåben
Nationalvåben
NationalmelodiErtra, Ertra, Ertra
Ertra, Ertra, Ertra
Hovedstad
og største by
Asmara
15°20′N 38°55′Ø / 15.333°N 38.917°Ø / 15.333; 38.917
Officielle sprogTigrinya og arabisk
RegeringsformRepublik
Isaias Afewerki (fra 1993) Rediger på Wikidata
Uafhængighed
• Fra Etiopien
24. maj 1993
Areal
• Total
117.600 km2
• Vand (%)
Ubetydeligt
Befolkning
• Anslået
3.497.000 (2019)[1] Rediger på Wikidata
• Tæthed
29,7/km2
ValutaNakfa (ERN)
TidszoneUTC+3
UTC+3
Kendings-
bogstaver (bil)
ER
Luftfartøjs-
registreringskode
E3
Internetdomæne.er
Telefonkode+291
ISO 3166-kodeER, ERI, 232

Eritrea (ge'ez: ኤርትራ, ʾĒrtrā) er et land i det nordlige Østafrika. Landet grænser op til Sudan i vest, Etiopien i syd og Djibouti i sydøst. Landets øst- og nordøstlige side er det Røde Havs kyst, hvor Dahlakøerne ligger. Området var tidligere en italiensk koloni, men blev annekteret af Etiopien i 1952 og efter løsrivelseskrig og folkeafstemning selvstændigt i 1993. Landet er rigt på råstoffer, blandt andre guld, sølv, nikkel, olie og naturgas.

Der findes ni folkegrupper i landet. Landet er domineret af semitisk talende folkegrupper, som udgør omkring 85% af den samlede befolkning. De to dominerende sprog er tigrinja og arabisk. De to største religioner i Eritrea er kristendom og islam, idet kristne udgør et klart flertal.

Politisk er landet de facto et diktatur. Den eritreanske regerings vigtigste udviklingsprojekt er den så kaldte Warsai-Yekalo-kampagne, en samfundstjeneste, hvor alle - også kvinder - skal bidrage til landets opbygning ved at arbejde for staten. Disse ofte unge eritreanere arbejder blandt andet med reparation og byggeri af infrastrukturen, dæmninger, jordbrug, skoler, klinikker, sygehuse etc. Med dette vil man sikre landets madforsyning på sigt, samt lokke udenlandske investeringer og turister til. Denne politik har imidlertid ført til, at mange illegalt udvandrer til andre lande. Mange af regeringens tiltag har i mangt og meget ledt til en svækkelse af den private sektor og dennes investeringer til fordel for statslige (eller partibaserede) monopoler. Militærtjenestens organisering til en national arbejdskraft indebærer en stor besparelse for statsudgifterne, eftersom arbejdskraften er gratis og meget af det materiale og den kapital, der anvendes, er en kombination af billige stedlige ressourcer samt billig import og kontraktbundne udenlandske virksomheder med relativt lave omkostninger fra blandt andet Kina og Sydkorea. Regeringen forsøger også at opbygge den begrænsede fiskeindustri og udnytte landets ressourcer i havet.

  1. ^ World Population Prospects 2019, United Nations Department of Economic and Social Affairs, hentet 31. marts 2020 (fra Wikidata).

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne