Iljusjin Il-2

Iljusjin Il-2
Sovjetisk Il-2M
Beskrivelse
TypeJagerbomber / ildstøttefly
Besætning2 (pilot og agterskytte)
Jomfruflyvning2. oktober 1939
I aktiv tjeneste1941 - 1954
FabrikantIljusjin (1941-45)[1]
BrugereSovjetunionens luftvåben (VVS)
Luftvåbnene i Jugoslavien, Bulgarien, Ungarn, Polen, Tjekkoslovakiet og Mongoliet
Dimensioner
Længde11,6 m
Spændvidde14,6 m
Højde4,2 meter
Vingeareal38,5 m²
Tomvægt4.360 kg
Maksimal startvægt6.380 kg
Motor1 Mikulin AM-38F vandkølet V-12 V-motor
Motorydelse1.285 kW (1.720 hk)
Tophastighed414 km/t
Ydeevne
Rækkevidde720 km
Tophøjde5.500 meter
Stigeevne10,4 m/s eller 625 meter pr. min
Bevæbning
Skyts2× 23 mm VJa-23 maskinkanoner a 150 skud,
2x 7,62 mm SjKAS maskingeværer a 750 skud
1× 12,7 mm Berezin UB maskingevær betjent af agterskytte
BomberOp til 600 kg bomber
Raketter8× RS-82 raketter og 4× RS-132 raketter

Iljusjin Il-2 Sjturmovik (russisk: Ильюшин Ил-2 Штурмовик: angriber, stormer) var en jagerbomber, der blev benyttet af Sovjetunionen under 2. verdenskrig. Flyet blev designet og produceret af Iljusjin, der fremstillede 36.183 eksemplarer af flyet[2] og i alt 42.330 af Il-2 og videreudviklingen Iljusjin Il-10,[3] hvilket er det største antal af et militærfly, der nogensinde er produceret. Det er blandt de fly, der er bygget i flest eksemplarer sammen med det amerikanske privatfly Cessna 172 og Sovjetunionens Polikarpov Po-2 Kukuruznik biplan, der under 2. verdenskrig udførte missioner side om side med Iljusjin Il-2.

Il-2 var en en-motoret, lavvinget jagerbomber med en besætning på to mand (én mand i tidligere versioner), der var designet til angreb på jordmål. Il-2 havde et for datiden svært panser, der beskyttede pilot, motor og brændstoftanke. Il-2 blev primært anvendt til at udføre angreb mod tyske kampvogne og panserkøretøjer samt andre mål på jorden. Flyet blev tillige benyttet som jagerfly mod tyske transportfly og andre langsomme fly.

Sjturmovik-piloterne gav flyet kælenavnet "Iljusja" ("lille Iljusjin"). Tropperne på jorden benyttede navnet "Den Pukkelryggede" eller "Den flyvende tank". Efter afslutningen af 2. verdenskrig fik flyet NATO rapporteringsnavnet Bark.[4] Il-2 spillede en vigtig rolle på Østfronten. Josef Stalin udviste sin begejstring for flyet på sin egen manér; da fabrikken på et tidspunkt under krigen kom bagud med produktionen, sendte Stalin et vredt telegram til fabrikkens leder, hvori Stalin skrev "Flyene er lige så vigtige for den Røde Hær som brød og vand."[5] "Jeg kræver flere maskiner. Det er min sidste advarsel!"[6]

Ved ophøret af anden verdenskrig ophørte også produktionen af flyet, der fortsatte sin tjeneste nogle år endnu i Sovjetunionen og i en række østeuropæiske lande. De sidste fly fløj i Bulgarien og i Mongoliet frem til 1954.[7]

  1. ^ Michulec 1999, pp. 27–28.
  2. ^ Michulec 1999, p. 27.
  3. ^ Jane's 1989, p. 529.
  4. ^ Gunston 1995, p. 106.
  5. ^ Hardesty 1982, p. 170.
  6. ^ Alexander Ludeke, Weapons of World War II, Paragon Books Ltd., 2012, p.251
  7. ^ Ilyushin Il-2 exported after the war's end, sovietwarplanes.com

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne