Iran-Irak-krigen

Iran-Irak-krigen, også kaldet den første golfkrig, var en krig mellem Iran og Irak som varede fra 22. september 1980 til 20. august 1988. Den blev ofte henvist til som golfkrigen før Irak–Kuwait-konflikten (1990–91) som blev kendt som den anden golfkrig, men siden bare som golfkrigen.

Krigen begyndte da Irak invaderede Iran 22. september 1980. Konflikten så indledningsvis ud som en succes for irakerne, men der gik ikke længe før de blev slået tilbage og konflikten stabiliserede sig i en lang udmattelseskrig. Krigen forandrede for altid politikken i området, som spillede ind i global politik og førte til den irakiske invasion af Kuwait i 1990. Lige før krigens udbrud var kun to af Irans 28 divisioner kampdygtige. Dette var Irak klar over, og landet regnede derfor med et kort og sejrrigt felttog. I tillæg til dette havde Iran i 1980 henrettet omkring 1.000 af sine officerer og førtidspensioneret 10.000. Efter et par år med krig indså det iranske regime at revolutionsgardens fanatisme og offervilje ikke var nok til at vinde krigen. Gradvist det muslimske præsteskabs indflydelse over den militære overkommando svækket, og omkring 3000 førtidspensionerede officerer fik besked om at komme tilbage. Dette var en medvirkende årsag til at Irans «krigslykke» begyndte at slå ud til deres fordel.^[1]

En rapport fra FN's generalsekretær dateret 9. december 1991 (S/23273) slår udtrykkelig fast, at «Iraks aggression mod Iran» startede krigen og brød med international sikkerhed og fred.

1. ^ "VG - Gulfkrigen (13.07.1983)". Arkiveret fra originalen 11. juli 2015. Hentet 22. september 2015.