Kimbrertoget

Kimbrertoget eller Kimbrerkrigen (113–101 f.Kr.) blev udkæmpet mellem den romerske republik og germanske og keltiske stammer af kimbrere og teutonere, ambronere og tigurini, der vandrede fra den jyske halvø til romersk kontrolleret territorium og kolliderede med Rom og dets allierede. Kimbrerkrigen var første gang siden den anden puniske krig, at Italien og Rom selv var blevet truet alvorligt.

Tidspunktet for krigen havde en stor indflydelse på den indre politik i Rom og organiseringen af dets militær. Krigen bidrog meget til den politiske karriere for Gaius Marius, hvis konsulsioner og politiske konflikter udfordrede mange af den romerske republiks politiske institutioner og skikke på den tid. Den kimbriske trussel inspirerede sammen med Jugurthine-krigen de skelsættende reformer af de romerske legioner initieret af Marius.

Rom vandt til sidst, og dets germanske modstandere - som havde påført de romerske hære de værste tab, som de havde lidt siden den anden puniske krig med sejre ved slagene ved Arausio og Noreia - blev næsten fuldstændigt udslettet efter romerske sejre ved Aquae Sextiae og Vercellae. Nogle af de overlevende fanger rapporteres at have været blandt de oprørske gladiatorer i Spartacusoprøret.^[1]

1. ^ Strauss, Barry (2009). The Spartacus War. Simon and Schuster. s. 21-22. ISBN 1-4165-3205-6.