Kommunalvalg i Danmark

Kommunalvalget i Danmark afholdes hvert fjerde år om medlemmer af Danmarks kommunalbestyrelser. Kommunalbestyrelser benævnes også i nogle kommuner byråd, og Københavns kommune vælger medlemmer af Borgerrepræsentationen. Afstemningen ved valgene er frie og hemmelige.

Kommunalvalg falder altid samtidig med valg til regionsrådene, og de afholdes fast hvert fjerde år den tredje tirsdag i november.

Det er ikke muligt at udskrive kommunalvalg i utide, i modsætning til folketingsvalg. En kommunalbestyrelses valgperiode begynder den førstkommende 1. januar efter valget således, at den afgående kommunalbestyrelse fortsætter til den 31. december samme år, som kommunalvalget blev afholdt.[1] Frem til 1978 blev valget afholdt i marts, og valgperioden løb fra 1. april.[2]

Tidligere blev betegnelsen kommunalvalg også anvendt om valg til amtsrådene, fordi amtskommunerne var en del af den kommunale inddeling (officielt primærkommuner og amtskommuner).

Valg til regionsråd er formelt set ikke kommunalvalg, idet regionerne ikke har ret til at udskrive skatter. Mere symbolsk er det, at de ikke har ret til at føre våbenskjold.

Det seneste kommunal- og regionsrådsvalg fandt sted den 16. november 2021.[1]

  1. ^ a b Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet valgbar
  2. ^ Kommunal- og amtsråds/regionsrådsvalg afholdt siden 1920. Økonomi- og Indenrigsministeriet.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne