Kosmologi (astronomi)

Fysisk kosmologi
Universet · Universets alder
Big Bang · Tidslinje for Big Bang
Observerbare univers
Universets fremtid
For alternative betydninger, se Kosmologi. (Se også artikler, som begynder med Kosmologi)

Kosmologi er et felt inden for astronomi, der beskæftiger sig med universets storskalastruktur, og hvordan universet har udviklet sig gennem tiden og hvordan det vil udvikles. Grundlaget for kosmologi som videnskab er det kopernikanske princip, ifølge hvilket Jorden ikke indtager en speciel plads i universet. Moderne kosmologi startede i det 20. århundrede med Albert Einsteins generelle relativitetsteori og bedre astronomiske observationer af ekstremt fjerne objekter.

Det 20. århundredes fremskridt gjorde det muligt at undersøge fjernere og fjernere begivenheder og dette førte til formuleringen af Big Bang-modellen, som langt den overvejende del af moderne kosmologer støtter. En lille gruppe forskere tror stadig på alternative forklaringer på universets udvikling, men Big Bang-modellen forklarer udførte observationer så godt, at denne gruppe bliver mindre og mindre. Kosmologi beskæftiger sig groft sagt med de største objekter i universet (galakser, galaksehobe og superhobe), de tidligste distinkte objekter, der er observeret (kvasarer) og det meget tidlige univers på det tidspunkt, hvor det var stort set homogent (Big Bang, inflation og den kosmiske baggrundsstråling).

Kosmologi er usædvanlig inden for fysik, fordi den trækker på arbejde fra partikelfysikeres eksperimenter og teorier, fra astrofysikeres observationer, men også på viden inden for generel relativitetsteori og plasmafysik. Kosmologi samler dermed fysikken i de største strukturer i universet med fysikken i de mindste.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne