Back حاكم روماني Arabic Magistratus Czech Roman magistrate English Magistrado (Antigua Roma) Spanish کلانتر (روم) Persian Magistrats romains French מגיסטראט HE Rimski magistrati Croatian Magistratus Hungarian Magistratus ID
| Politik i Antikkens Rom |
|---|
 |
| Perioder |
|
| Folkeforsamlinger |
| Almindelige magistrater |
| Særlige magistrater |
| Politiske institutioner |
| Forfatning |
| Romerret |
| Senatus consultum ultimum |
| Titler og hæder |
|
Del af historieportalen |
De romerske magistrater var valgte embedsmænd i antikkens Rom. I perioden for det romerske kongerige var kongen af Rom den øverste magistrat.[1] Hans magt var i praksis absolut. Han var den øverste præst, lovgiver, dommer og den eneste leder af hæren.[2] Da kongen døde, vendte hans magt tilbage til det romerske senat, som derefter valgte en interrex for at lette valget af en ny konge.
Under overgangen fra monarki til republik skiftede den forfatningsmæssige magtbalance fra den udøvende magt (den romerske konge) til det romerske senat. Da den romerske republik blev grundlagt i 509 f.Kr., blev de beføjelser, som tidligere havde tilhørt kongen, overført til de romerske konsuler, hvoraf der skulle vælges to hvert år. Republikkens magistrater blev valgt af Roms befolkning og var hver især udstyret med en grad af magt kaldet "større beføjelser" (maior potestas).[3] Diktatorer havde flere "større beføjelser" end nogen anden magistrat, og efter diktatoren kom censoren, dernæst konsulen, dernæst prætor, dernæst curule ædiler, og så kvæstoren. Enhver magistrat kunne blokere ("nedlægge veto") en handling, der blev foretaget af en magistrat med den samme eller lavere grad af magistratbeføjelser.[4] Per definition var plebejiske tribuner og plebejiske ædiler teknisk set ikke magistrater,[5] da de kun blev valgt af plebejerne, og derfor var de uafhængige magistrater.
Under overgangen fra republik til Romerriget skiftede den forfatningsmæssige magtbalance fra det romerske senat tilbage til den udøvende magt (den romerske kejser). Teoretisk set valgte senatet en ny kejser; i praksis valgte hver kejser sin egen efterfølger, selvom valget ofte blev underkendt af hæren eller en borgerkrig. En kejsers beføjelser (hans imperium) eksisterede – i det mindste i teorien – i kraft af hans juridiske status. De to mest betydningsfulde komponenter i en kejsers imperium var "tribunikernes magter" og "prokonsulære magter".[6] Teoretisk set gav tribunikernes magter (som lignede de plebejiske tribuner under den gamle republik) kejseren autoritet over Roms civile regering, mens de prokonsulære magter (svarende til militærguvernørernes eller prokonsulernes magt under de gamle republik) gav ham myndighed over den romerske hær. Selvom disse forskelle var klart defineret i begyndelse af kejsertiden, gik de til sidst tabt, og kejserens beføjelser blev mindre forfatningsmæssige og mere monarkiske.[7] De traditionelle magistrater, der overlevede republikkens fald, var konsuler, prætorer, plebejiske tribunat, ædiler, kvæstorer og militærtribunat.[8] Mark Antony afskaffede diktator-embedet og magister equitum under hans konsul-periode i 44 f.Kr., mens embederne som interrex og den romerske censor blev afskaffet kort tid derefter.