Margot Honecker

Margot Honecker, 1981.

Margot Honecker (født Feist 17. april 1927 i Halle, død 6. maj 2016 i Santiago de Chile) [1] [2] var en østtysk, kommunistisk politiker, der var undervisningsminister i DDR fra 1963 til 1989. I kraft af sit ægteskab med formand for Staatsrat og generalsekretær for SED's centralkomité Erich Honecker var hun desuden landets førstedame.

Honecker var datter af en skomager og en fabriksmedarbejder. Hun arbejdede efter skolen som sekretær og telefonist og var fra 1938 til 1945 medlem af Bund Deutscher Mädel. Hendes bror, Manfred Feist, var leder af afdelingen for udenrigsinformation under SED's centralkomité. I 1945 blev Margot Honecker medlem af Kommunistische Partei Deutschlands. I 1946 blev hun medlem af SED og fik arbejde ved Freier Deutscher Gewerkschaftsbund i Halle. Hun var desuden aktiv i Freie Deutsche Jugend. I 1949/1950 blev hun medlem af Volkskammer. Med sine blot 22 år var hun parlamentets yngste medlem. Det var i forbindelse med det politiske arbejde, at hun mødte Erich Honecker. Han var gift og havde en datter, men lod sig skille og giftede sig umiddelbart efter med Margot, der måneder inden havde født hans barn, Sonja.

Da hun i 1963 blev undervisningminister, var målet at skabe en ny 'socialistisk generation' af tyskere. Hun stod bag det socialistiske enhedsuddannelsessystem, ligesom hun fra 1978 indførte obligatorisk forsvarsundervisning med våbentræning i skolerne, selv om initiativet mødte massiv modstand fra både kirken og mange forældre. Hun var også ansvarlig for den tvungne adoption af børn af politiske dissidenter og såkaldte republikflygtninge.

  1. ^ Neues Deutschland: Margot Honecker tot (på tysk)
  2. ^ 24horas.cl, Muere en Chile Margot Honecker, la mujer fuerte de la Alemania comunista (på spansk)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne