Montenegros flag

Montenegros flag (2004– )
Montenegros flag (19932004)
Montenegros flag som folkerepublik (1945–1963) og socialistisk republik (1963–1991)
En gammel militær fane fra tiden da Montenegro var et fyrstedømme (frem til 1910)

Montenegros flag består af en rød dug med gule kanter med landets rigsvåben i midten af flagdugen. Rigsvåbnet viser en gul dobbeltørn, som holder et gult scepter i højre klo og et blåt rigsæble i venstre. Ørnen har et hjerteskjold, som er blåt med grøn skjoldfod og en gul løve i det blå felt. Flaget er i størrelsesforholdet 1:2. Rigsvåbnet skal udgøre to tredjedele af flagets højde. De gule kanter skal udgøre en tyvendedel af flagets bredde.

Det nuværende flag blev indført af parlamentet i Montenegro 12. juli 2004. En ny lov om nationalsymbolerne, hvor regler for flaget fastsættes i paragraf fem, blev vedtaget som et led i forberedelserne til fuld selvstændighed. Motivet i rigsvåben og flag blev i denne sammenhæng forklaret med, at den gule dobbelthovedørn var Montenegros rigsvåben under Danilo 2. af Montenegro (1851-1860), som regnes som grundlæggeren af den montenegrinske stat. Flaget blev første gang officielt hejst 15. juli 2004.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne