Nineve

Bronzeløve fra Ninive.

Ninive var en af de vigtigste byer i oldtidens Mellemøsten og var flere gange hovedstad i Assyrien. Byen lå ved floden Tigris i det nuværende Irak.

Stedet er i dag en vigtig historisk og arkæologisk lokalitet. Byens ruiner ligger hovedsageligt på to høje: Kuyundjik og Nebi Yunus. På den anden side af Tigris ligger Mosul i Irak.

Byen omtales ca. 1800 f. Kr. som et vigtigt tilbedelsessted for Ishtar. Ifølge den antikke tradition blev den grundlagt af Ninus. Den spillede længe en mindre rolle, men de assyriske konger i de senere perioder begyndte efterhånden at udbygge den. Sankerib gjorde den til hovedstad omkring 700 f.Kr. Byen blev til sidst ødelagt, da kongerne Nabopolassar af Babylonien og Kyaxares af Medien erobrede området i slutningen af 600-tallet f.Kr. Også flere andre assyriske byer blev lagt i ruiner.

Byen må i sin storhedstid have været en af verdens største og mest imponerende; den havde over 100 000 indbyggere. Murens omkreds var ca. 12 km. Byen havde store paladser og templer, som var nogle af de største og prægtigste bygningsværker på den tid. Bygningerne havde store sale med statuer, relieffer og indskrifter, som beskrev kongernes bedrifter. I byen var der templer for Ishtar og Nabu (no), og et stort bibliotek blev grundlagt af Assurbanipal med værker fra hele Mesopotamien. Ikke desto mindre blev Ninive også omtalt som "den blodige by" på grund af den grusomhed, som mange af byens konger gjorde sig skyldig i som herskere af Assyrien.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne