Rekognosceringsfly

Et ubevæbnet F-5 rekognosceringsfly
U-2 billeder af missiler på Cuba, 1962
Kameraporte i næsen på en Mirage III-R i stedet for radaren

Et rekognosceringsfly ((latin): recognoscere for 'undersøge', 'genkende') er et militærfly med det formål at udspionere fjenden fra luften. Tidligere var rekognosceringsfly ubevæbnede udgaver af hurtige kampfly, f.eks. Lockheed F-5 og Saab SF-37 Viggen, efterhånden udstyres almindelige jagerfly med kapsler med rekognosceringsudstyr (f.eks. F-16 med Red Baron-kapsler med infrarøde kameraer[1]).

Rekognosceringsfly medfører typisk fotoudrustning og billederne bliver først undersøgt efter landingen af fototydere. Efterhånden er det muligt at modtage real-time billeder under missionen. Fotorekognoscering kan anvendes til at udpege mål for senere luftangreb, og til at evaluere effektiviteten af luftangreb.

Rekognosceringsfly kan også udføre SIGINT, der er indsamling af fjendens elektroniske signaler, radar såvel som kommunikation[2]. Disse elektroniske opklaringsfly er oftest større fly med mange besætningsmedlemmer (f.eks. Boeing RC-135).

Nogle rekognosceringsfly er fra starten af designet som et sådant og kaldes ofte for "spionfly". Berømte spionfly er Lockheed U-2 og Lockheed SR-71 Blackbird fra CIA. Disse er blevet overflødiggjorte af bedre satellitter og ubemandede rekognosceringsfly. Sidstnævnte kombinerer den passive efterretningsindsamling med en offensiv kapacitet.

  1. ^ RF-16/F-16(R) Recce Versions
  2. ^ "Signal Intelligence". Arkiveret fra originalen 26. oktober 2007. Hentet 2. november 2009.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne