Richterskalaen

Richterskalaen bliver brugt til at måle styrken af jordskælv. Skalaen blev skabt af seismologen Charles Francis Richter fra Californien i 1935. Skalaen måler vibrationernes styrke for at bestemme, hvor kraftigt jordskælvet er.

Richterskalaen var i sin oprindelige definition en logaritmisk skala med grundtal 10: For hver gang tallet stiger med en bliver den målte amplitude af rystelserne 10 gange større. Dette svarer (for moderate rystelser) til, at den samlede energi frigjort i skælvet bliver 10^3/2 ≈ 31,6 gange større. I moderne seismologi benyttes dog primært en energibaseret definition, fordi den for skælv over styrke ca. 7 giver et bedre billede af skælvets sande omfang end den amplitude-baserede.

Skalaen kaldes sommetider for den åbne richterskala, fordi der ikke er noget fast minimum eller maksimum. Der findes ingen 'lukket' richterskala, hvorfor præfikset 'åben' er overflødigt, både i praksis og i teorien.

Medens et jordskælvs absolutte størrelse angives på Richterskalaen, så angives den tilsyneladende størrelse på Mercalliskalaen. Mercalliskalaen er en intensitetskala, som afhænger af jordskælvets størrelse, og hvor langt væk iagttageren er, og på hvilken undergrund iagttageren befinder sig. Således kan selv meget store jordskælv opleves med en intensitet langt nede på Mercalliskalaen, hvis blot iagttageren er langt nok væk.

1. ^ "Vestjylland er rystet af jordskælv | Indland | fyens.dk". Fyens Stiftstidende – Fyns Amts Avis. 16. september 2018. Hentet 2018-09-16.