Romersk jernalder

Romersk bronzeskulptur, fundet på Öland

Romersk jernalder er en betegnelse som den svenske arkæolog Oscar Montelius gav til jernalderkulturen mellem 1 og 400 e.v.t. i Skandinavien, Nordtyskland og Nederlandene. Navnet er udtryk for at Romerrigets indflydelse i området bliver markant større i denne periode. Den foregående kaldes normalt førromersk jernalder, og den efterfølgende, hvor den romerske dominans svandt ind, kaldes ofte germansk jernalder. Traditionelt er perioden blev inddelt i en ældre (1 – 160 e.v.t.) og en yngre romersk jernalder (160-375 e.v.t.), men er blevet yderlige opdelt: B1 (1-70) og B2 (70-150), samt C1 (150-250), C2 (250-310) og C3 (310-375).[1]

Navnet skyldes, at der i Skandinavien mange steder er fundet tegn på en stor import fra Romerriget, fx er der fundet et stort antal amforaer og krukker, som normalt blev brugt til varetransport. Dertil er der også fundet luksusprodukter som glasbægre, bronzefigurer og udsmykkede metalvarer. For første gang optræder der fx spillebrikker i fund fra det nordiske område. En anden vigtig varekategori var romerske våben, fx optræder de i store mængder i de våbenofringer der kendes fra perioden. En vigtig vare fra Norden til Romerriget har været uld fra såkaldte udegangsfår; det er specielt vandskyende og var været brugt af de romerske soldater, der var udstationeret i det fugtigere klima ved Rhinen.[2]

Perioden var urolig. Flere store fund af sådanne ofringer af krigsbytte er en afspejling af politiske begivenheder der rakte langt ud over landsbyfællesskabet og lokalområdet. Disse fund viser at regulære hære blev samlet og at der blev dannet alliancer mellem nabofyrster som blev opretholdt over flere årtier. Studier af fundene har vist at angriberne ligeledes bestod af alliancer mellem nabofyrster, og der tegner sig et billede af forbund i Sydnorge, Østsverige om Mälaren og et stort bestående af Jylland, Fyn, Sjælland og Sydsverige.[3]

Efterhånden mistede Romerriget gradvist sin dominans i de vestlige provinser og nabofolkeslag, herunder mange germanske, begyndte at gennemføre flere og flere plyndringstogter ind i romersk territorium, for til sidst at tage magten i store landområder. Denne periode betegnes normalt som Folkevandringstiden.

  1. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 31. oktober 2020. Hentet 27. oktober 2020.
  2. ^ Ilkjær (2000), s. 145
  3. ^ Ilkjær (2000), s. 144

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne