Romerske Republik

For alternative betydninger, se Romerske republik (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Romerske republik (flertydig))
Romerske Republik

Res Publica Romana (Latin)
508 f.Kr.–27 f.Kr.
placering
Romerske provinser ved attentatet på Julius Cæsar, c. 44 f.Kr.
HovedstadRom
Sprog
Religion
Romersk religion
RegeringsformRepublik
Konsuler 
• 509 f.Kr.
(første)
• 508–28 f.Kr.
• 27 f.Kr.
(sidste)
Lovgivende forsamlingFolkeforsamlingerne
Historisk periodeAntikken
• Voldtægten af Lucretia
508 f.Kr.
146 f.Kr.
• Cæsar udnævnt som diktator
44 f.Kr.
2. oktober, 31 f.Kr.
• Octavian udråbt som Augustus
27 f.Kr.
Areal
• 326 f.Kr.[1]
10.000 km²
• 50 f.Kr.[1]
1.950.000 km²
Efterfulgte
Efterfulgt af
Romerske Kongerige
Romerske Kejserrige

Den Romerske Republik (Latin: Res publica Romana) var æraen af den klassiske romerske civilisation, der strakte sig fra det Romerske Kongeriges fald (traditionelt dateret til 509 f.Kr.) frem til etableringen af det Romerske Kejserrige (traditionelt dateret til 27 f.Kr.). I løbet af denne periode gik Rom fra at kontrollere området i og omkring byen Rom til at være et regionalt hegemoni, der kontrollerede størstedelen af Middelhavsområdet.

Det romerske samfund bestod på den tid primært af en kulturel blanding af latinske og etruskiske stammer, som var suppleret med sabinske, osciske og græske stammer og kulturtræk. Dette ses især tydeligt i den romerske religion og dens panteon. Den romerske politiske organisation udviklede sig nogenlunde samtidig med direkte demokrati i det antikke Grækenland.

Den Romerske Republiks forfatning var baseret på en blanding af elementer fra demokrati (praktiseret i oldtidens Athen), aristokrati (praktiseret i oldtidens Sparta) og monarki. Her havde Rom forskellige folkeforsamlinger, hvor romerske borgere bl.a. via afstemninger kunne vedtage love og vælge magistrater. Derudover var der et Senat – som repræsenterede autokratiet – der førte tilsyn, rådgav og godkendte udbetalinger af offentlige midler fra statskassen. Afslutningsvis var der forskellige magistrater, der i en tidsbegrænset periode varetog og administrerede forskellige aspekter af den romerske stat; nogle af disse magistrater – særligt de højeste som konsuler og diktatorer – besad magtbeføjelser, der i nogen grad repræsenterede dem i et monarki.

Til trods for de demokratiske aspekter, bliver den komplekse styreform i den Romerske Republik ofte mest sammenliget med et oligarki – ikke et demokrati – da en lille gruppe magtfulde familier i praksis dominerede de politiske embeder (magistrater) og havde den politiske magt. De romerske institutioner gennemgik dog en betydelig udvikling gennem republikken levetid, hvilket skete som en konsekvens af pragmatisk løsning på de udfordringer, der opstod på grund af bl.a. territoriel ekspansion og klassekampe. Blandet andet blev der etableret nye magistrater såsom promagistrater til at styre de erobrede provinser og plebejertribuner til at repræsentere plebejernes (de almindelige borger) interesser. Derudover blev også Senatets sammensætning ændret, således det ikke kun var patricierne, som kunne sidde i denne institution.

Republikken inddeles af klassiske filologer ofte i to faser - den gamle republik (ca. 500-146 f.Kr.) og senrepublikken (ca. 146 - 31 f.Kr.).[2]Lovene byggede i høj grad på sædvane ("mos majorem"), som på den ene side var et direkte demokrati, men på den anden side havde et stærk konservativt element i form af senatet og et embedssystem, hvor kun de allerøverste klasser i samfundet var repræsenteret.[3]

Det politiske systems stabilitet var dog udfordret af en lang række af krige, som førte til opbygningen af det romerske imperium. Med afslutningen af de puniske krige havde Romerriget sikret sig den ledende rolle i Europa og middelhavsområdet, men blev til stadighed udfordret af andre riger med ambitioner om at overtage romernes magtstilling.[4]

Den Romerske Republik sluttede reelt med Søslaget ved Actium og Augustus' principat i 31 f.Kr., endskønt Rom formelt vedblev at være en republik mange år efter.

  1. ^ a b Taagepera 1979.
  2. ^ Helles 1987, s. 58
  3. ^ Helles 1987, s. 25
  4. ^ Helles 1987, s. 38

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne