Skakolympiade

Skakolympiaden 2002 i Bled

En Skakolympiade er en turnering i skak, som officielt er blevet arrangeret af den internationale skakunion FIDE siden 1927, og som nu regelmæssigt finder sted hvert andet år. Før 2. verdenskrig blev olympiaden af og til holdt hvert år, og navnet skakolympiade for turneringen blev først antaget som officielt navn i 1952.

Trods begivenhedens navn og det forhold, at skak dækkes i sportssektioner i aviser over hele verden, er skak ikke en anerkendt olympisk sportsgren. FIDE blev imidlertid anerkendt af den Internationale Olympiske Komité (IOC) i 1999 og følger nu dennes regler, bl.a. omkring doping. Det betyder principielt, at skak kan blive en olympisk begivenhed engang i fremtiden, omend de fleste iagttagere anser det for at være usandsynligt.

Skakolympiaderne har været stærkt medvirkende til at udbrede skakspillet, fordi mindre landes spillere her får en mulighed for at møde de stærkeste fra andre lande, hvilket ellers sjældent er muligt. Tilsvarende har skakolympiaderne medvirket til, at FIDE er blevet styrket og har fået flere medlemslande, fordi man ønsker at kunne deltage.

Skakolympiaden er et holdmesterskab for FIDE's medlemslande. Turneringsformen har varieret gennem årene. Siden den 38. Skakolympiade i 2008 i Dresden har et hold i såvel åben række som kvinderækken bestået af 1 holdkaptajn, 4 spillere og 1 reserve. Tidligere bestod holdene i kvinderækken af 2 eller 3 spillere.[1] Turneringen afvikles efter schweizersystemet.

Generelt var de tidlige turneringer meget anstrengende for deltagerne, som skulle spille 3 partier på 2 dage, inklusive eventuelle hængepartier. Dette er nu ændret, så der kun spilles et parti pr. dag, og der er indlagt en hviledag under turneringen, tidligere var der endda to hviledage.

Trofæet for at vinde skakolympiaden for kvinder kaldes Vera Menchik Cup.

FIDE's kongres finder sted samtidig med olympiaden og her vælges bl.a. værtsbyen for den olympiade, som skal finde sted 4 år senere.

  1. ^ "Chess Olympiads (women)". OlimpBase the encyclopaedia of team chess. Hentet 18. august 2016.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne