Slaget ved Blenheim

48°38′N 10°38′Ø / 48.633°N 10.633°Ø / 48.633; 10.633

Slaget ved Blenheim
Del af Spanske Arvefølgekrig
Hertugen af Marlborough underskriver depeche ved Blenheim. Oliemaleri af Robert Alexander Hillingford.
Dato 13. august 1704[1] Sted Blindheim[2] Bayern Resultat Afgørende sejr for de allierede[3]
Parter
Tysk-romerske rige: Østrig Brandenburg-Preussen  England Hollandske republik	Frankrig Bayern
Ledere
John Churchill, Hertug af Marlborough Prins Eugen af Savoyen	Camille d'Hostun, duc de Tallard Ferdinand de Marsin Maximilian 2. Emanuel af Bayern
Styrke
52.000 mand[4] 66 kanoner	56.000 mand, 90 kanoner
Tab
4.542 dræbte, 7.942 sårede	20.000 døde, druknede eller sårede, 14.190 tilfangetagne
Slaget ved Blenheim (Tyskland)

Slaget ved Blenheim (også kendt som Slaget ved Höchstädt), der blev udkæmpet den 13. august 1704, var et stort slag i den Spanske Arvefølgekrig.^[1] Ludvig 14. af Frankrig forsøgte at slå den tyske kejser Leopold 1. ud af krigen ved at besætte Wien, hovedstaden i det habsburgske rige, og opnå en fordelagtig fredsaftale. Wien var i alvorlig fare. Kurfyrst Maximilian 2. Emanuel af Bayern og marskal Marsins styrker i Bayern truede vestfra, og marskal Vendômes store armé i Norditalien udgjorde en alvorlig trussel med en mulig offensiv gennem Brennerpasset. Wien var også under pres fra Rákóczis ungarske oprør østfra. Hertugen af Marlborough indså faren og besluttede at komme Wien til undsætning ved at marchere sine styrker sydpå fra Bedburg og hjælpe med til at fastholde kejser Leopold i den store alliance.

En kombination af vildledning og fremragende administration – der skulle skjule hans sande bestemmelsessted for både venner og fjender betød, at hertugen af Marlborough uhindret kunne marchere 400 km fra Nederlandene til Donau på fem uger. Efter at have sikret sig Donauwörth ved Donau, forsøgte englænderen at komme i kamp med kurfyrstens og Marsins hær, inden marskal Tallard kunne nå at bringe forstærkninger frem gennem Schwarzwald. De fransk-bayerske hærførere var imidlertid tilbageholdende med at kæmpe, før de følte sig tilstrækkelig stærke, og derfor begyndte de allierede at plyndre Bayern for at tvinge dem i kamp. Taktikken lykkedes ikke, men da Tallard ankom for at afstive kurfyrstens hær, og prins Eugen ankom med forstærkninger til de allierede, kom de to hære endelig i kamp ved bredden af Donau i og omkring landsbyen Blindheim. Et betydeligt antal danske hjælpetropper deltog i slaget på allieret side.

Slaget ved Blenheim huskes som et af vendepunkterne i den Spanske Arvefølgekrig. Den overvældende allierede sejr sikrede Wien mod den fransk-bayerske hær og forhindrede således, at den store alliance brød sammen. Bayern blev slået ud af krigen, og Ludvig den 14.'s håb om en hurtig sejr blev slukket. Frankrig havde tab på over 30.000, inklusive den øverstkommanderende, marskal Tallard, som blev ført til England som fange. Inden kampagnen i 1704 sluttede, havde de allierede erobret Landau foruden byerne Trier (Trèves) og Trarbach ved Mosel som forberedelse af det følgende års felttog ind i selve Frankrig.

1. ^ ^{a b} Alle datoer i denne artikel er anført efter den Gregorianske kalender (medmindre det er anført). Den julianske kalender, der var i brug i England i 1704 (men ikke i f.eks. Danmark og Norge) afveg med 11 dage. Slaget ved Blenheim blev således udkæmpet den 13. august efter den gregorianske og den 2. august efter den julianske kalender. I denne artikel er der tilføjet (jul.) efter datoer der er anført efter den julianske kalender.
2. ^ Landsbyen Blindheim (Blenheim på engelsk) ligger ved Donau 16 km sydøst for Donauwörth i Bayern.
3. ^ Weighley: The Age of Battles: The Quest for Decisive Warfare from Breitenfeld to Waterloo, p. 87
4. ^ Tal fra Chandler and Falkner. Nogle kilder sætter de allieredes styrke til 56.000 og de fransk-bayerske til 60.000. NB: Antallet af eskadroner og bataljoner i hver af hærene varierer alt efter kilden.