Soludbrud

Et soludbrud er en voldsom eksplosion i en stjernes (som f.eks. Solens) atmosfære, som udløser en samlet energi, der kan måle helt op til 6 × 10²⁵ Joule.^[1] Soludbrud finder sted i solens korona og kromosfære og opvarmer plasma til flere snese millioner grader kelvin og accelererer elektroner, protoner og tungere ioner op til nær lysets hastighed. De fremkalder elektromagnetisk stråling over hele det elektromagnetiske spektrum ved alle bølgelængder fra lange radiobølger til de korteste bølgelængder af gammastråler.^[2] De fleste soludbrud sker i aktive regioner omkring solpletter, hvor intense magnetiske felter dukker frem fra Solens overflade og fortsætter ud i koronaen. Soludbrud får deres kraft fra den pludselige (i tidsskalaer fra minutter til nogle snese minutter) frigivelse af den magnetiske energi, som er oplagret i koronaen.

Røntgenstråling og UV-stråling, som udsendes ved soludbrud kan påvirke Jordens ionosfære og forstyrre langtrækkende radiokommunikation. Den direkte udsendelse af radiobølger i decimeterbåndet kan forstyrre radarer og andre enheder, som virker ved samme bølgelængder.

Soludbrud blev først iagttaget på Solen af Richard Carrington og uafhængigt heraf af Hodgson i 1859 som lokale lysere steder i en solpletgruppe. Stjerneudbrud er også blevet observeret på en række forskellige andre stjerner.

Hyppigheden for soludbruds optræden varierer, fra adskillige tilfælde pr. dag, når Solen er særligt "aktiv" til mindre end et om ugen, når Solen er "rolig". Det "normale" niveau ligger på 5-10 udbrud om dagen i gennemsnit. Store udbrud, som er mindre hyppige end de små, kan dække op til 1 procent af soloverfladen, svarende til et område 10 gange jordoverfladen. Varigheden af et udbrud er proportional med udbrudsområdets størrelse, og den gennemsnitlige varighed ligger mellem 10 og 90 minutter.

Solaktiviteten varierer i en 11-års cyklus, solcyklussen. På højdepunktet af en cyklus er der typisk flere solpletter på Solen og derfor flere soludbrud.

1. ^ Kopp, G. (2005). "The Total Irradiance Monitor (TIM): Science Results". Solar Physics. 230: 129-139. {{cite journal}}: Ukendt parameter |coauthors= ignoreret (|author= foreslået) (hjælp)
2. ^ Önel, H. (2007). "Propagation of energetic electrons through the solar corona and the interplanetary medium". Astronomy & Astrophysics. 463: 1143-1152. {{cite journal}}: Ukendt parameter |coauthors= ignoreret (|author= foreslået) (hjælp)