Steele-rapporten

Steele-rapporten, også kendt som Trump-Rusland-rapporten (på engelsk: Steele-dossier eller Trump–Russia dossier)[1] er en privat efterretningsrapport skrevet af den tidligere britiske efterretningsofficer Christopher Steele fra juni til december 2016. Rapporten er en 35-siders lang ufærdig rapport, som indeholder en samling rå efterretnings-informationer fra forskellige anonyme kilder kendt af Christopher Steele. Rapporten indeholder bl.a. beskyldninger om en sammensværgelse mellem Donald Trumps præsidentkampagne og Ruslands regering. Ligeledes hævder rapporten, at Vladimir Putin skulle have haft kompromat på Trump, hvorfor førstnævnte skulle have afpresset og derved have en vis form for kontrol over Trump. En af de mest sensationelle påstande i rapporten omhandler, at Rusland angiveligt skulle være i besiddelse af en video (kompromat), hvor Trump angiveligt befinder sig i præsidentsuite i Ritz-Carlton Hotel i Moskva i 2013 omgivet af prostituerede, der udføre et såkaldt golden showers (urinere) på værelsets seng, mens Trump angiveligt skulle have overværet dette show.[2] Steele-rapporten har spillet en central rolle i de efterfølgende beskyldninger om russisk indblanding i USA's præsidentvalg i 2016 og Robert Mullers senere Ruslands-undersøgelse (2017-2019). Der er ingen af de centrale påstande i Steele-rapporten, som er blevet verificeret eller bekræftet. Tværtimod er der flere af rapportens påstande, som er blevet afkræftet. Ligeledes er flere af rapportens centrale kilder enten selv anklaget for lyve, eller også beskylder de Christopher Steele for at overdrive eller udlægge deres informationer fejlagtigt.[3][4][5]

Rapporten er oprindeligt bestilt og udarbejdet til det private amerikanske efterforskningsfirma Fusion GPS, som i juni 2016 hyrede Steele til at udarbejde rapporten. Forinden, i oktober 2015, var Fusion GPS blevet kontaktet af det konservative medie, The Washington Free Beacon, som ønskede at indhente ufordelagtige oplysninger på nogle politiske modstandere, heriblandt Donald Trump og andre republikanske præsidentkandidater. Mediet hyrede derfor Fusion GPS til at udarbejde research på disse oppositionspolitikere (på engelsk kaldet: "opposition research" eller blot "oppo research"). Uafhængigt af dette hyrede en advokat for Hillary Clintion's kampagne ogDemocratic National Committee (DNC) i april 2016 ligeledes Fusion GPS til at undersøge Trump. The Washington Free Beacon afsluttede efterfølgende, i maj 2016, samarbejdet med Fusion GPS. DNC benægtede kendskab til, at en af deres advokater havde været i kontakt med Fusion GPS. Ligeledes hævdede Steele, at han ikke indledningsvis havde kendskab til, at det var Clinton-kampagnen, der var den endelige modtager af hans research. Fusion GPS' samarbejde med DNC og Clinton-kampagnen ophørte, efter Trump var blevet valg til præsident i november 2016. Steele forsatte dog efterfølgende sit arbejde med at undersøge Trump og blev angiveligt i denne periode betalt direkte af Fusion GPS' med-grundlægger, Glenn R. Simpson. Mens Steele udarbejde rapporten, videregav han nogle af sin oplysninger til både den britiske og amerikanske efterretningstjeneste.

Et udkast af Steele-rapporten blev offentliggjort af mediet BuzzFeed d. 10. januar 2017, hvori det blev noteret, at rapportens oplysningerne ikke var blevet bekræftet. Som følge heraf kritiserede flere medier BuzzFeed's beslutning om at offentliggøre rapporten, uden at have verificeret beskyldningerne forinden, mens andre medier forsvarede BuzzFeed's beslutning. Steele-rapporten havde forinden BuzzFeed's offentliggørelse cirkuleret blandt andre medier i efteråret 2016, men fordi disse medier ikke havde kunne verificere og bekræfte rigtigheden af rapportens indhold, havde de undladt at publicere rapporten.[6]

Steele-rapporten har været genstand for flere konspirationsteorier. En konspirationsteori – der blev fremmet af bl.a. Trump og mange af hans støtter – var, at det var Steele-rapporten, der udløste og åbnede FBI's "Crossfire Hurricane".[a] Denne FBI-undersøgelse blev derimod igangsat d. 31. juli 2016, som følge af et Trump-kampagnemedlems, George Papadopoulos, påstande om, at russere havde skadeligt materiale om Trumps modkandidat Hillary Clinton.[7] Dog spillede Steele-rapporten en central rolle i ansøgningsprocessen til at få tildelt en kontroversiel FISA-warrant[b] mod Carter Page (et andet medlem af Trump-kampagnen) i oktober 2016.[8][3] Ligeledes indeholdte Mueller-rapporten referencer til dele af Steele-rapportens beskyldninger, omend Mueller-rapporten undlod at referere nogle af Steele-rapportens mere sensationelle påstande. Mueller-rapporten afvist dog en af Steele-rapportens konkrette beskyldninger, som omhandlede at Michael Cohen (Trumps tidligere personlige advokat) skulle have været i Prag.[4]

I forbindelse med Steele-rapportens offentliggørelse i begyndelsen af 2017 fordømte Donald Trump den som "fake news" og en "politisk heksejagt".[9] En af rapportens primære kilder sagde i januar 2017, at Steele havde udlagt visse informationer fejlagtigt eller overdrevet dem.[5] Den 4. november 2021 anklagede specialanklager, John Durham, en af Steele-rapportens centrale kilder – Igor Danchenko – for at have løjet fem gange overfor FBI i forbindelse med undersøgelse af oprindelsen af FBI's Trump-Rusland-undersøgelse.[3] Trumps udsagn om at Steele-rapportens påstande skulle være usande er således i overvejende grad blevet bekræftet. Ligeledes har flere personer kritiseret både FBI's og flere mediers behandling af Steele-rapporten – særligt deres manglende kritiske tilgang til rapporten.[10]

  1. ^ Vogel, Kenneth P.; Haberman, Maggie (27. oktober 2017). "Conservative Website First Funded Anti-Trump Research by Firm That Later Produced Dossier". The New York Times. Hentet 1. april 2018.
  2. ^ Mosk, Matthew et al. (d. 18. oktober 2021): "Out of the Shadows: Christopher Steele defiant on dossier, says Trump still 'potential' threat". ABC News. Hentet d. 5. november 2021
  3. ^ a b c Gerstei, Josh et al. (4. november 2021): "Steele dossier source arrested in Durham probe". POLITICO. Hentet d. 5. november 2021.
  4. ^ a b Hall, Kevin G. (18. april 2019): "Mueller report states Cohen was not in Prague. It is silent on whether a Cohen device pinged there". McClatchy DC Bureau. Hentet 5. november 2021.
  5. ^ a b Savage, Charlie; Goldman, Adam (d. 17. juli 2020). "F.B.I. Agent in Russia Inquiry Saw Basis in Early 2017 to Doubt Dossier". The New York Times. Hentet d. 18. juli 2020.
  6. ^ Gillum, Jack (12. januar 2017): "Newly leaked dossier on Trump circulated in DC for month". PBS. Hentet 05. november 2021.
  7. ^ "Alexander Downer interviewed by FBI over Russian interference in US election, report says". ABC News. Arkiveret fra originalen d. 28. marts 2019. Hentet d. 27. marts 2019.
  8. ^ Polantz, Katelyn et al. (19. december 2019): "FISA court slams FBI conduct in Carter Page surveillance warrant applications". CNN. Hentet d. 5. november 2021
  9. ^ Kelly, Mary Louise et al. (d. 10. januar 2017): "Trump Denies Allegations Of Secret Ties, Collusion Between Campaign And Russia". NPR. Hentet d. 5. november 2021.
  10. ^ Re, Gregg (d. 10. april 2020): "FBI had information Steele dossier was part of 'Russian disinformation campaign,' declassified footnotes show". Fox News. Hentet 5. november 2021.


Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-alpha", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-alpha"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne