Tovdalselven

Tovdalselvens udløb i Topdalsfjorden (til højre), med Kristiansand Lufthavn, Kjevik til venstre. I baggrunden ses elvdalen, som løber mod billedets venstre kant.

Tovdalselven, også kendt under navnet Topdalselven, er en 143 kilometer lang elv, i det sydvestlige Norge og den længste elv i Sørlandet, som fortsat løber frit i hele sit forløb. Tovdalselven møder havet i Topdalsfjorden mellem Hamresanden og Kristiansand Lufthavn, Kjevik. Her har elven på højre bred opbygget en stor sandbanke, som flyvepladsen ligger på. Elven, der har en gennemsnitlig vandføring på 65 m³/sekund, er beskyttet mod vandkraftudbygning i Verneplan IV for vassdrag.

Tovdalselven har et østligt og et vestligt udspring, som løber sammen i Herefossfjorden. Den østlige del, Tovdalsgreina, er smal og langstrakt og har sit udspring i fjelddalene mellem Valle i Agder og Fyresdal i Telemark fylker. I de øvre dele af elvsystemet findes mange søer med Straumsfjorden (757 meter over havet) som den største.

Den vestlige gren, Uldalsgreina, får vand fra tre kildeelve: Skjeggedalsåna, Vatnedalsåna og Hovlandsåna. Her er der også en kraftstation, Hanefoss kraftværk. Der er endvidere et mindre vandkraftværk i den nedre del.

Tovdalselven får også vand fra et tredje, noget mindre, elvsystem med søen Ogge i centrum. Ogge har to udløb. Det største af disse er Rettåna, som går nordover til Uldalsgreina. Dikeelven løber ud i Flakksvann i Birkenes langt nede i systemet.

Afvandingsområdet er omkring 1.800 km², og højeste punkt ligger på 1.101 meter over havet. Følgende kommuner har dele af dette område: Fyresdal, Valle, Bygland, Evje og Hornnes, Åmli, Froland, Grimstad, Birkenes, Iveland, Lillesand og Kristiansand.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne