V2-raket

V2 (Vergeltungswaffe 2, «Gengældelsesvåben 2»), egentlig A4 (Aggregat 4), var et tidligt ballistisk missil udviklet af den tyske hær i løbet af 2. verdenskrig, og brugt mod mål i det sydøstlige England og senere Belgien. Det var forløberen til alle senere raketter udviklet under Den Kolde Krig, og teknologien blev senere brugt til at sende mennesker til Månen og rumsonder ud i Solsystemet. V2 var et langt mere sofistikeret våben end det samtidige V-1 krydsermissil. Udviklingen af missilet fandt sted ved hærens forskningsstation i Peenemünde og blev ledet af Wernher von Braun, som senere blev rådgiver for USA's rumfartsprogram og direktør for NASA's Marshall Space Flight Center i Alabama. V-2 raketterne blev ved slutningen af krigen produceret i Nordhausen ved Mittelwerke/Dora-Mittelbau. Fanger fra koncentrationslejren Dora byggede produktionsanlægget og raketterne/raketmotorerne.

Division z.V. (zur Vergeltung, 'til gengældelse') stod for de operative affyringer under SS-Gruppenführer (generalløjtnant) Hans Kammler. SS Werfer Batterie 500 fra Waffen-SS under kommando af SS Hauptsturmführer Johannes Miesel, var blevet oplært i Dora om raketterne, mens enhederne fra den tyske hær først senere blev uddannet til at affyre V2'erne. Heeres-Artillerie-Abteilung 836 og 953 affyrede V2'er fra Euskirchen-området mod London, Heeres-Artillerie-Abteilung 485 og SS Werfer Batterie 500 affyrede V-2'er fra Kleve-området mod Antwerpen og Remagen.