Islam

Islam (arabisk: الإسلام al-islām, egl. 'underkastelse, hengivelse, overgivelse') er en monoteistisk og abrahamitisk religion, der ifølge vestlig tradition er stiftet af Muhammed ibn Abdallah i 600-tallets Arabien. Islams hellige skrift er Koranen, der opfattes som Guds bogstavelige ord formidlet til profeten Muhammed. En tilhænger af islam kaldes en muslim.

Hovedretningerne inden for islam er sunnisme (ca. 85 %), shiisme (10-15 %, primært i Iran, Irak, Azerbajdjan, Bahrain og Libanon) og ibadisme (næsten kun i Oman), der alle går tilbage til islams tidlige tid. På tværs af disse findes sufismen, der lægger vægt på en mere åndelig og spirituel praksis.

Islam er verdens næststørste religion med anslået 1,75 milliarder tilhængere. Islam er traditionelt udbredt i Mellemøsten (arabiske lande, Tyrkiet og Iran), Nord- og Østafrika, Centralasien, på det indiske subkontinent, i Malaysia og Indonesien, samt i dele af Europa (Balkan, dele af Kaukasus, Krim og dele af Rusland). I løbet af det 20. århundrede er der som følge af indvandring opstået muslimske befolkningsgrupper i flere europæiske lande, og muslimer udgør nu omkring 5 % af befolkningen i Europa. I Danmark er anslået ca. 4,5 % af befolkningen muslimer, hvilket gør islam til den næstmest udbredte religion i Danmark.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne