Antikken omfatter middelhavsområdet i perioden fra ca. 750 f.Kr. til ca. 500 e.Kr.[1] Perioden var domineret af først grækerne.[2] Senere, i jernalderen, blev middelhavsområdet domineret af Romerriget.[3][4]
"Den klassiske periode" betegner inden for udforskningen af græsk-romersk historie, arkæologi og sprog enten 1) Antikken i modsætning til tidligere og senere perioder (forhistorie, middelalder) eller 2) en afgrænset periode inden for antikken: i Grækenland perioden 480–336 f.Kr. (mellem perserkrigene og Alexander den Store); i Rom perioden fra ca. 100 f.Kr. til ca. 100 e.Kr. Perioden mellem den klassiske tidsalder og den tidlige middelalder kaldes Senantikken.[5]
Antikken er især i ældre tider blevet betragtet som en storhedstid for diverse videnskaber, såsom teknologi og filosofi, i kontrast til "Den mørke middelalder", der fulgte.[6] Denne opfattelse skyldes, at man under den italienske renæssance nærede stor beundring for oldtidens græske filosofi samt for såvel græsk litteratur som romersk litteratur. Opfattelsen af antikken som grundsten i den europæiske civilisation lever videre i for eksempel det danske gymnasiums obligatoriske fag, oldtidskundskab, der handler om menneskers liv i bronzealderens græske bystater, kaldet Polis;[7] især kendskab til keramik samt templer og andre bygninger indgår i oldtidskundskabs pensum.[8]