Eksamen

For alternative betydninger, se Eksamen (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Eksamen)
Studerende i Cambodia ved skriftlig eksamen.

En eksamen (latin examinare "forsøge", "prøve" eller "teste") er en prøve eller overhøring, i nutiden mest brugt om en afsluttende prøve. Ved de fleste eksamener medvirker foruden kandidaten en eksaminator (gerne læreren i det pågældende emne) og en udefrakommende censor.

Det er hensigten med eksamener, at de skal måle kandidatens viden eller færdigheder i forhold til de mål, der har været med undervisningen. Ofte udtrykkes den konstaterede indlæringsgrad for et fag ved hjælp af et karaktersystem, i Danmark gerne den næsten enerådende "12-skala".

Karaktererne fra samtlige prøver og eksamener samles i et eksamensgennemsnit, der således bliver kandidatens umiddelbare udbytte af eksaminationerne. Et senere udbytte forventes at bestå i den eksterne brug af eksamensresultatet, dvs. i uddannelsessteders, myndigheders og ansættelsessteders sammenligning af forskellige kandidaters gennemsnit.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne