Feudalisme

Feudalisme (af senlatin feudum, afledt af feuda, det vil sige len), betegner en samfundsordning med et stykke land, som ejes af herremænd, og som undergivne feodati = "vasaller" har brugsretten til under bestemte vilkår. Ordet feudum kom i brug i løbet af middelalderen, mens feudalisme som beskrivelse af en samfundsorden først blev skabt i det 17. århundrede. I dansk historisk litteratur kaldes feudalisme ofte for lensvæsen.

Dette system havde ikke en særlig betegnelse i middelalderen, og begrebet feudalisme opstod først senere for at beskrive en praksis, der ikke længere blev brugt. Feudalisme som begreb blev et almindeligt brugt historisk tema, ofte med en vis nedsættende klang.^[1] Den oprindelige snævre betydning af dette begreb var en beskrivelse af en samfundsform, hvor løfter om krigstjeneste blev udvekslet med jord i et hierarkisk system inden for samfundets elite. Siden er begrebet bl.a. blevet brugt af historikere og andre til at beskrive det middelalderlige samfund generelt.

I 1940 udgav den franske historiker, Marc Bloch, sin banebrydende bog: La société féodale, hvori han definerede feudalsamfundet på denne måde:

Det var karakteriseret ved en specialiseret krigerklasses dominans, en undertvunget bondestand, udbredt brug af lensforpagtning i stedet for løn, samt sociale bånd af beskyttelses- og tjenesterelationer, der knyttede mennesker sammen, foruden fragmenter af andre former for fællesskab såsom familie og stat. ^[2]

1. ^ Esmark & McGuire, 1999, pp. 41
2. ^ Gengivet efter Esmark & McGuires oversættelse i Esmark & McGuire 1999, pp. 41