Folkeforsamlingen (Rom)

Forum Romanum med Palatinerhøjen i baggrunden. I det Nordøstlige hjørne afholdtes Folkeforsamlingerne

De romerske folkeforsamlinger (latin: comitia) var institutioner i det antikke Rom. De fungerede som maskineriet i den romerske lovgivende gren og vedtog dermed (i hvert fald teoretisk) alt lovgivning. Ligeledes beskæftigede forsamlingerne med retslige anliggender og fungerede således også som den juridiske magt.

Da forsamlingerne opererede på basis af direkte demokrati, ville almindelige borgere – og ikke valgte repræsentanter – afgive alle stemmer. Forsamlingerne var underlagt stærke kontrolforanstaltninger fra den udøvende magt (højtrangerede romerske magistrater såsom konsuler og prætorer) og det romerske Senat. Love blev vedtaget (og magistrater valgt) af kurie (i kurie-forsamlingen), triber (i tribus-forsamlingen) og centurie (i centurie-forsamlingen).

Da byen Rom blev grundlagt (traditionelt dateret til 753 f.Kr.), blev både et Senat og en forsamling, kurie-forsamlingen, dannet. Kurie-forsamlingen var den vigtigste lovgivende forsamling under det romerske kongerige. Mens dens primære formål var at vælge nye konger, havde den også rudimentære lovgivningsmæssige beføjelser. Kort efter grundlæggelsen af den romerske republik (traditionelt dateret til 509 f.Kr.) skiftede den primære lovgivende myndighed til to nye forsamlinger: tribus-forsamlingen ("Borgernes Forsamling") og centurie-forsamlingen.

Under kejserriget blev de beføjelser, som forsamlingerne tidligere havde haft, overført til Senatet. Mens forsamlingerne med tiden mistede enhver antydning af politisk magt, fortsatte de romerske borgere med at samles i dem af organisatoriske årsager. I sidste ende blev forsamlingerne imidlertid forladt.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne