Et haiku får sin kraft fra det intuitive eller følelsesmæssige spring hen over gabet mellem digtets to dele, et gab hvor noget med vilje er udeladt. [...] Kunsten at skrive haiku er kunsten at skabe dette gab, udelade noget, men dvæle ved den fremkomne åbning, som deler et haiku i sine to livfulde dele.
Haiku (俳句 lyt ?) er en japansk lyrikform med strenge formkriterier. På japansk betyder haiku 'spøgefuldt vers'.[4] Traditionelle haiku består af tre linjer med 17 mora (en form for stavelser, på japansk kaldet on) i et 5-7-5 mønster,[5] et kireji, eller "klippeord",[6] og et kigo, om årstider. Lignende japansk lyrik, som ikke helt følger disse regler, kaldes normalt senryū.[7]
Haiku-digtningen opstod i 1600-tallets Japan, i Edo-perioden, og fra denne tid er en af de mest kendte digtere Matsuo Basho. De første haiku stod som indledning til en længere japansk digtform kaldet renga. Disse begyndelses-strofer kaldtes hokku, og efterhånden begyndte man at lade dem stå alene. Navnet haiku fik de i slutningen af 1800-tallet af den japanske forfatter Masaoka Shiki.[8]
Inden for moderne japansk haiku (現代俳句 gendai-haiku) afviger man af og til fra kriterierne, en udvikling som begyndte med digteren Ogiwara Seisensui (1884-1976), som hverken holdt sig til 5-7-5 mønsteret eller reglen om årstider.[9][10]
I dag har haiku-digtning spredt sig til mange lande, og man følger sjældent slavisk de strenge japanske formkriterier. I Japan skrives et haiku oftest på én (lodret) linje, mens man andre steder gerne benytter tre linjer.
Many English haiku composed outside Japan, which do not require a seasonal word, are in fact senryū.
Fodnotefejl: <ref>
-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-alpha", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-alpha"}}, eller et afsluttende </ref>
-tag mangler