Nynorsk

Kort over hvilke kommuner, der pr. 2007 som officielt sprog anvender nynorsk (cyan) og bokmål (orange). Kommuner, der er neutrale, er angivet med gråt.

Nynorsk (før 1929 kaldet landsmål) er siden 1885 en af to ligestillede former for norsk skriftsprog; den anden er bokmål. Nynorsk er udviklet af forfatteren og sprogforskeren Ivar Aasen i 1800-tallet med det formål at forene norske dialekter i et fælles sprog. Siden 1980 har minimum 25% af al offentlig information skullet udarbejdes på nynorsk[1].

Norsk retskrivning havde indtil august 2012 to niveauer: "hovedformer", som skulle bruges i lærebøger og af det offentlige (læreboknormalen), og "sideformer", som var tilladt i elevarbejde og officielt regnedes som korrekte. I den tiårige grundskole fastsattes det skriftlige oplæringssprog ("hovedmål") blandt de stemmeberettigede i skolekredsen. På ungdomsuddannelserne var det derimod eleven selv, der afgjorde, om nynorsk skulle være "hovedmål" eller kun "sidemål" (da med bokmål som "hovedmål").

Udbredelsen af nynorsk i skolen toppede i skoleåret 1943-44, hvor ca 34% af grundskole-eleverne havde nynorsk som hovedmål. I skoleåret 2009-10 var tallet faldet til 13,0% af eleverne. I Sogn og Fjordane amt var andelen godt nok 96,36%; men i andre amter, som f.eks Østfold, var andelen 0. Frafaldet efter skolegang er tydeligt: Ca 15% af grundskoleeleverne i amtet Telemark har nynorsk som hovedmål, men kun 2,2% af amtets militære rekrutter.

I 1995 stillede Norsk Gallup spørgsmål, om folk anvendte nynorsk eller bokmål som skriftsprog i privat sammenhæng. Ca 87% svarede, at de anvendte bokmål/riksmål, 7,4% nynorsk og 5% begge dele. Fem år senere blev undersøgelsen gentaget, med de samme tal som resultat.[2]

Stortinget ønsker 25% af NRKs udsendelserne fremført på nynorsk. I 2019 blev kravet for første gang opfyldt.[3]

Der eksisterer ikke noget sted, hvor beboerne vokser op med nynorsk som talesprog. De landsdele, hvor nynorsk er hovedmål i skolen, er netop der, hvor dialekterne står stærkest. Målfolkets slagord er derfor i dag: "Tal dialekt, skriv nynorsk!" Nynorsk er et skriftsprog, ikke et talesprog. Ivar Aasens landsmål var ikke forankret i nogen talt dialekt; tværtimod var landsmål en syntese af dialekterne, og af den skulle der vokse et talesprog frem.[4] Dette mål har de fleste nynorsktilhængere opgivet i dag. Men ideen om at nynorsk skal udvikle sig til et fælles talesprog benævnt høgnorsk forsvares stadig af Ivar Aasen-sambandet.

  1. ^ Rundskriv V-14N/2006, Oppfølging av lov om målbruk i offentleg teneste, Kultur- og kirkedepartementet, Norge, 2006
  2. ^ Finn-Erik Vinje: Ut med språket (s. 225), forlaget Schibsted, Oslo 2005, ISBN 82-516-2161-5
  3. ^ Grov, Benedikte (10. jan. 2020). "NRK har greidd nynorskkravet". NRK.
  4. ^ Finn-Erik Vinje: Ut med språket (s. 227)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne