Pave

Pavedømmets emblem.

Pave er den traditionelle titel på den romersk-katolske kirkes øverste biskop, der efter katolsk tradition er apostlen Peters efterfølger som Kirkens øverste autoritet. Bosiddende og statsoverhoved i Vatikanstaten, Rom. Siden 1059 valgt af kirkens kardinaler i konklave.

Pavedømmets autoritet hviler på Kristi ord til apostelen Peter: "Du er Peter, og på den klippe (petros) vil jeg bygge min kirke." Som biskop af Rom indtog paven ingen særstilling i kristenheden før på 700-tallet. Så langt havde han søgt verdslig beskyttelse hos den romerske kejser i Konstantinopel/Byzans, men første juledag 800 opstod "Vest-Rom" da pave Leo 3. kronede Karl den store til kejser i Peterskirken. Kejserlig beskyttelse betød kejserlig kontrol over kirken, men i 1000-tallet tog pave Gregor 7. (1073-85) til orde for kirkens frigørelse fra verdslig indblanden. Her gjorde investitur-striden mest af sig (om hvem der skulle udnævne biskopper). Den pavelige domstol var også meget søgt af lokale fyrster som voldgiftsdomstol, fordi den var hævet over nationale hensyn. Korstogene havde ikke være mulige uden en styrkelse af kirkens autoritet. Kirken var alene om at kunne koordinere så enorme militære operationer og virke samlende på så forskellige folkeslag. Men efter 1300-tallet tabte pavedømmet megen magt til fyrsterne, og til kirkemøder kaldet konsiler.[1]

Før 1870 styrede paverne større dele af Italien (Kirkestaten), men de tabte disse områder, da kongen af Sardinien besatte Kirkestaten for at samle Italien til én nation. Paven trak sig da tilbage til Vatikanet, og nægtede at anerkende Italien. Først i 1920'erne klarede den daværende statsminister, Benito Mussolini, at opnå forsoning med paven gennem Laterantraktaten. Da denne blev undertegnet, og Vatikanet dermed godkendt som en uafhængig stat med paven som overhoved, var det under henvisning til en af Birgitta af Vadstenas talrige åbenbaringer i 1300-tallet, hvor hun havde udtalt, at pavens verdslige magt altid burde være lille, og skitserede en størrelse omtrent som den, Vatikanet faktisk har fået. Birgittas åbenbaring blev også lagt til grund, da Giuseppe Garibaldi overtog Kirkestaten i 1870.[2]

Den Katolske Kirke forklarer pavens rolle som Kristi stedfortræder og katolikkernes leder på Jorden med passager fra Bibelen som, ifølge Den Katolske Kirke, beviser hans vigtige tilstedeværelse:

Citat Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene Citat
Matthæus 16, 17-19

Denne passage er den vigtigste af alle og den som beviser, at Jesus opbyggede sin kirke på Peter (den første pave), hans klippe. Der er nogle der mener at Jesus ikke mente at klippen var Peter selv, men Peters trosbekendelse. Mange af dem ikke-katolikker, men også katolikker der ikke tvivler på paven. Andre mener at det er en oversættelse af Petrus, der på latinsk stammer fra ordet petra, der betyder sten eller klippe. På aramæisk blev han kaldt cephas (kefas), som også betyder sten.

Den nuværende pave, Frans 1. (verdsligt navn Jorge Mario Bergoglio), er nr. 266 i paverækken. Han blev valgt den 13. marts 2013, og valget bekendtgjort kort efter kl. 19 lokal tid efter konklavets femte stemmerunde.

  1. ^ Jensen, Kurt Villads: Korstogene (s. 208), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2
  2. ^ Ola Åmodt: Roma – legender og merkverdigheter, Fritt forlag, Oslo 2006

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne