Uddannelsesvidenskab er studiet af uddannelse og uddannelsessystemer og beskæftiger sig med uddannelses indflydelse på individer, organisationer og samfund. Uddannelsesvidenskaben er tværdisciplinær og bevæger sig mellem samfundsvidenskab og humaniora med inddragelse af primært sociologiske og pædagogiske men også politologiske, didaktiske, psykologiske, antropologiske og filosofiske teorier og metoder.
Uddannelsesvidenskab kendes som selvstændige forskningsområder i blandt andet Tyskland (Bildungswissenschaften)[1] og Sverige (Utbildningsvetenskap),[2] mens feltet i angelsaksiske lande dækkes af både Sociology of Education (uddannelsessociologi), Education Studies (uddannelsesforskning) og Pedagogy (pædagogik) afhængigt af perspektiv.