Aalborg Katedralskole

Aalborg Katedralskole
RektorChristian Warming
VicerektorHenrik Qvist
Antal ansatteca. 110 lærere
Antal eleverca. 880
BeliggenhedSankt Jørgens Gade 5
9000 Aalborg
Telefon9631 3770
Hjemmesidewww.aalkat-gym.dk

Aalborg Katedralskole er Nordjyllands ældste gymnasium. Det præcise årstal for skolens start kendes ikke, men historiske dokumenter viser, at Kong Christian 3. i 1540 skænkede skolen en fløj i det gamle Helligåndskloster i Aalborg. Skolen modtog flere donationer fra adelige. I de første mange år var kirken en integreret del af skolen men i 1814 flyttede den fra klosteret til bygninger i Jomfru Ane Gade. I 1886-1889 fik skolen sin nuværende placering i en nybygget skole i Sct. Jørgens Gade (opr. Saxogade), tegnet af V.Th. Walther. Skolen blev ombygget 1924-1926 ved Einar Packness og udbygget 1959-1960 ved Leopold Teschl.

Skolen er siden blevet udbygget et par gange, blandt andet i 1980'erne, hvor sportshallen og naturfagsfløjen blev opført 1980-1982 ved Torben Stokholms tegnestue efter tegning af Kjær & Richter. I 2015 blev underetagen i naturfagsfløjen renoveret. Senest er en helt ny bygning blevet taget i brug med 10 nye klasselokaler, således at skolen er nu bedre rustet til at imødekomme de nye undervisningsformer, som er en del af gymnasie- og hf-reformen. Skolens hovedbygning er nyindrettet med blandt andet et bibliotek- og studiecenter i stueetagen.

Christian Warming er skolens rektor. Der er omkring 110 lærere ved Aalborg Katedralskole og ca. 880 elever, der er fordelt på 27 gymnasieklasser og 8 hf-klasser.

I 2010 blev der oprettet en HF-klasse for elever med autisme-spektrumforstyrrelser på skolen, som et forsøg i samarbejde med Autismecenter Nord-Bo.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne