Back Konsul (Rome) Afrikaans Consulat ALS قنصل (روما القديمة) Arabic Cónsul romanu AST Roma konsulu Azerbaijani Консул (Старажытны Рым) Byelorussian Консул (Древен Рим) Bulgarian Konsul Breton Konzul BS Cònsol romà Catalan
For alternative betydninger, se Konsul. (Se også artikler, som begynder med Konsul)
| Politik i Antikkens Rom |
|---|
 |
| Perioder |
|
| Folkeforsamlinger |
| Almindelige magistrater |
| Særlige magistrater |
| Politiske institutioner |
| Forfatning |
| Romerret |
| Senatus consultum ultimum |
| Titler og hæder |
|
Del af historieportalen |
En romersk consul (på dansk også stavet en romersk konsul) var den højest valgte offentlige embedsmand i den romerske republik (ca. 509 f.Kr. til 27 f.Kr.). Romerne betragtede konsulskabet som det næsthøjeste niveau i cursus honorum – en stigende sekvens af offentlige embeder, som politikere stræbte efter – efter censoratet, som var forbeholdt tidligere konsuler.[1] Hvert år valgte centurie-forsamlingen to konsuler til at tjene fælles i en et-årig periode. Konsulerne skiftedes hver måned til at holde fasces (skiftes til at lede), når begge var i Rom. En konsuls imperium (militær magt) strakte sig over Rom og alle dets provinser.
Konsulerne var oprindelig både ledere af hæren – når den romerske hær drog i krig – ligesom de udøvede en række andre embedshandlinger i fredstid. Efterhånden gled nogle af disse funktionerne over til de lavere embedsmænd (andre romerske magistrater) og efter 367 f.kr. var konsulernes vigtigste opgaver i fredstid at lede forhandlingerne på Folkeforsamlingerne og i Senatet.
Der blev valgt to konsuler for at skabe en kontrol med magten i overensstemmelse med den republikanske tro på, at magtbeføjelserne hos de tidligere konger i Rom skulle fordeles i flere embeder. Derfor kunne hver konsul nedlægge veto mod handlingerne fra den anden konsul. Efter oprettelsen af kejserriget (27 f.Kr.) blev konsulerne blot symbolske repræsentanter for Roms republikanske arv og havde meget lidt magt og autoritet, idet kejseren fungerede som den øverste myndighed.
Praksissen med to ledere (diarki) fortsætter den dag i dag i San Marino og stammer direkte fra skikke i den romerske republik. Ligesom konsulerne i det antikke Rom fungerer de to regentskaber som landets to ledere. De er dog ikke regeringschefer, men kun statsoverhoveder uden udøvende magt.
- ^ Derow 2012, s. 296, "Censor".