Denne artikel omhandler rigsdelen Danmark, der sammen med Færøerne og Grønland indgår i Kongeriget Danmark. For forholdet mellem de forskellige rigsdele se Rigsfællesskabet. |
Danmark er et land i Skandinavien. Det er den sydligste af de skandinaviske nationer, sydvest for Sverige og syd for Norge, og det grænser op til Tyskland mod syd. Danmark indgår sammen med Grønland og Færøerne i Kongeriget Danmark, hvor Danmark, Grønland og Færøerne er rigsdele. Grønland har selvstyre[11] og Færøerne har hjemmestyre.[12] Danmarks forhold til de to øvrige rigsdele kaldes Rigsfællesskabet.
Danmark er omgivet af flere have: Vesterhavet (Nordsøen), Skagerrak og Kattegat på henholdsvis vest-, nord- og østsiden af Jylland, og Kattegat og Østersøen henholdsvis nord og syd for de danske øer.
Danmark består af halvøen Jylland (undtagen den tyske del, og oftest medregnet Nørrejyske Ø) og 443 navngivne øer, småøer og holme, med de største øer Sjælland, Nørrejyske Ø og Fyn. Landet er kendetegnet ved flad, dyrkbar jord og sandkyst, lav højde og tempereret klima. Danmark har et samlet areal på 42.952 km².
De tidligste sikre tegn på menneskelig tilstedeværelse i dagens Danmark er fra den ældre stenalder for ca. 10.000 år siden. Landets tidlige historie er præget af skiften mellem ekspansionsfaser (i vikingetiden ikke mindst under Knud den Store, senere i middelalderen under Valdemarerne og i Kalmarunionen) og indimellem disse opløsningsperioder og borgerkrige. Den seneste danske borgerkrig var Grevens Fejde i 1534–36, der ledte til reformationen i Danmark 1536. De følgende århundreder blev præget af svenskekrigene, der efterhånden førte til Danmarks tab af Skånelandene. Forfatningsmæssigt blev det hidtidige adelsvælde i 1660 afløst af enevælden. Med underskrivelsen grundlovsdag 1849 af den danske grundlov blev en mere repræsentativ styreform indledt, og ved systemskiftet 1901 slog parlamentarismen igennem. Industrialiseringen i Danmark fra 1800-tallets midte forandrede landet gennemgribende og satte gang i en langvarig økonomisk vækst. Tyskernes besættelse af Danmark under 2. verdenskrig førte til en udenrigspolitisk nyorientering, så Danmark i 1949 blev medlem af NATO. I 1973 blev Danmark medlem af EF (nu EU).
1. januar 2023 var folketallet 5.932.654. Ved den første folketælling i 1735 var der 718.000 danskere. Siden da er befolkningstallet steget stort set uafbrudt, primært fordi den forventede levealder er blevet meget længere. Derudover har der siden 1960'erne i de fleste år været positiv nettoindvandring til Danmark. 1. januar 2023 udgjorde indvandrere og efterkommere som defineret af Danmarks Statistik i alt 911.000 personer, svarende til 15,4 % af den samlede befolkning.
Dansk er det officielle sprog. Danmark har konstitutionelt monarki, og statsministeren fungerer som regeringschef, mens Folketinget er den lovgivende forsamling. Landet er inddelt i fem regioner og 98 kommuner.
Danmark betragtes med et bruttonationalprodukt på 2.804,7 milliarder kr. i 2023 (471.500 kr. pr. indbygger) som et rigt land. Velstanden skabes hovedsageligt i servicesektoren, hvor knap 80 % af de beskæftigede arbejder.
Fodnotefejl: <ref>
-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-alpha", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-alpha"}}, eller et afsluttende </ref>
-tag mangler
<ref>
-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet folk2
<ref>
-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet ARE207
<ref>
-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet statistikbanken
<ref>
-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet ginidst