Diktator (Rom)


En romersk diktator var en ekstraordinær magistrat i den romerske republik udstyret med fuld autoritet til at løse et specifikt problem, som han var blevet udpeget til at løse. Han blev skænket alle statens beføjelser, og alle de øvrige embedsmænd i den romerske republik var underlagt hans autoritet – inklusiv konsulerne. Formålet med at udpege en diktator var at løse et bestemt problem – og kun dette problem – hvorefter disse ekstraordinære beføjelser ville ophøre med det samme.

En romersk diktator var stadig kontrolleret og blev holdt ansvarlig under sin embedsperiode: Senatet udøvede stadig en vis tilsynsmyndighed, mens plebejer-tribunerne havde ret til at nedlægge veto mod hans handlinger. Ligeledes havde folk stadig rettighed til at appellere hans handlinger. Omfanget af en diktators mandat kontrollerede, hvilke formål hans magtbeføjelser kunne rettes mod. Diktatorer kunne også retsforfølges, efter at deres periode som diktator var ophørt.

Diktatorer blev ofte udpeget i den tidligste periode af den romerske republik og frem til den anden puniske krig (218-201 f.Kr.), mens embedet herefter ophørte med at blive brugt i over et århundrede. Det blev senere genoplivet i en væsentligt modificeret form; først af Sulla mellem 82 og 79 f.Kr. og dernæst af Julius Cæsar mellem 49 og 44 f.Kr., der blev udpeget dictator perpetuo ("diktator for evigt") lige inden hans død. Disse senere udpegelser af diktatorer blev brugt til at bedrive vidtrækkende – og semi-permanente – ændringer i det romerske samfund. Efter Julius Cæsars attentat i 44 f.Kr. blev embedet formelt afskaffet og det blev aldrig genoplivet.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne