Frans 2. | |
---|---|
Kejser af Det Tysk-Romerske Rige | |
Kroning | 14. juli 1792, Frankfurt am Main |
Regerede | 5. juli 1792 – 6. august 1806 |
Forgænger | Leopold 2. |
Efterfølger | Ingen (Det Tysk-Romerske Rige opløst) |
Kejser af Østrig
| |
Ægtefæller | Elisabeth af Württemberg (g. 1788–90) Maria Theresa af Napoli og Sicilien (g. 1790–1807) Maria Ludovika af Modena (g. 1808–16) Karoline Auguste af Bayern (g. 1816) |
Børn |
|
Fulde navn | tysk: Franz Joseph Karl |
Hus | Huset Habsburg-Lothringen |
Født | 12. februar 1768 Firenze, Toscana |
Død | 2. marts 1835 (67 år) Wien, Østrig |
Hvilested | Kejserkrypten, Kapucinerkirken, Wien |
Religion | Romersk-katolsk |
Ridder af Elefantordenen 1814 |
Frans (tysk: Franz) (12. februar 1768 - 2. marts 1835) var som Frans 2. den sidste kejser af det Tysk-romerske rige fra 1792 til 1806 og som Frans 1. den første kejser af Østrig fra 1804 til 1835. Han var søn af kejser Leopold 2. og kejserinde Maria Ludovika.
Frans begyndte sin regeringstid midt under Revolutionskrigene og Napoleonskrigene, der førte til store nederlag, prestigetab og territorielle afståelser for Østrig. I 1806 måtte han nedlægge kronen som tysk-romersk kejser, efter at riget nærmest var faldet fra hinanden efter Napoleons erobringer. For en sikkerheds skyld havde han dog allerede i 1804 erklæret sig som kejser af Østrig. I 1810 måtte han endvidere indvillige i at lade sin datter Marie Louise indgå ægteskab med Napoleon.
Efter Napoleons fald blev Frans, sammen med Fyrst Metternich, en af hoveddrivkræfterne i Wienerkongressen og reaktionens Europa, som det kom til udtryk i Den Hellige Alliance. Liberale og andre oppositionsbevægelser blev holdt nede ved hjælp af streng censur og et omfattende spionvæsen.