Julius Schnorr von Carolsfeld

Julius Schnorr von Carolsfeld
Personlig information
Født	Julius Veit Hans Schnorr von Carolsfeld 26. marts 1794 Leipzig, Sachsen, Tyskland
Død	24. maj 1872 (78 år) Dresden, Sachsen, Tyskland
Gravsted	Alter Annenfriedhof
Far	Hans Veit Friedrich Schnorr von Carolsfeld
Mor	Christina Juliana Hempel
Søskende	Ludwig Ferdinand Schnorr von Carolsfeld, Charlotte Krug, Henriette Schnorr von Carolsfeld[1]
Ægtefælle	Marie Schnorr von Carolsfeld[2]
Barn	Ludwig Schnorr von Carolsfeld
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Wien Kunstakademi, Thomasschule zu Leipzig
Elev af	Heinrich Friedrich Füger
Medlem af	Académie des beaux-arts
Beskæftigelse	Kunstmaler, tegner, universitetsunderviser, grafiker, billedkunstner, illustrator
Fagområde	Billedkunst
Arbejdsgiver	Akademie der Bildenden Künste München
Elever	Eduard Ille, Friedrich Geselschap, August Vischer, Jakob Emanuel Gaisser, Hermann Wislicenus med flere
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Pour le Mérite for videnskab og kunst, Bayerske Maximiliansorden for videnskab og kunst (1853)
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Julius Schnorr von Carolsfeld (født 26. marts 1794 i Leipzig, død 24. maj 1872 i Dresden) var en tysk maler.

Julius var søn af maleren og radereren Veit Johann (Hans) Schnorr (1764—1841, direktør for Leipzig-Akademiet),. Efter kunstnerisk uddannelse under faren og på Wien Kunstakademi (Heinrich Friedrich Füger) tog Schnorr 1817 til Italien. I Rom sluttede han sig til Peter von Cornelius, Friedrich Overbeck og deres kreds og til den ny kristeligromantiske og nazarenske kunstbevægelse (det store Brylluppet i Kana [1819], Jakob og Rachel med mere); 1820—26 optoges han af et større freskoarbejde: Udsmykningen af et værelse i Villa Massimo med 23 kompositioner efter Ludovico Ariostos Rasende Roland. Tilnærmelsen til nazarenerne blev dog for ham kun et gennemgangspunkt i udviklingen. Som han under ny-katolicismen havde bevaret sin protestantiske tro, forstod han at bevare sin kunstneriske selvstændighed over for tidens strømninger. Ingen stor ånd, men fantasifuld, ærlig og alvorlig i sit arbejde blev han en kunstens justemilieu-mand. 1827 blev han professor ved Münchens Akademi. Til slottet malede han a fresco en række Niebelungen-billeder færdiggjort i 1867, samt i enkaustisk teknik kække og livfulde skildringer fra Karl den Stores, Frederik Barbarossas og Rudolf af Habsburgs liv. 1846—71 virkede Schnorr som akademiprofessor og direktør for Galleriet i Dresden. Fra denne tid stammer arbejder som Kristus med Korset og Sigfrid’s Afsked med Chrimhild, og en mængde illustrationsarbejder. Schnorr er måske betydeligst som illustrator; først og fremmest hans i træsnit vidtudbredte bibelillustrationer, endvidere tegningerne til den Cottaske pragtudgave af Der Niebelungen Not; til Saint Paul's Cathedral i London udførte Schnorr en del kartons til glasmalerier. Arbejder af Schnorr i mange tyske museer feks. i Maximilianeum i München: Luther i Worms. En række på ca. 100 landskabelige naturstudier fra 1819—27 udgav Jordan 1878.

1. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
2. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.