Koloratur (latin: color=farve) er virtuos forsiring af vokalmusik. Koloraturen "farver" høje toner ved at synge dem let, hurtigt og smidigt eventuelt med anvendelse af improvisatoriske hurtige løb, dristige spring, ornamentering og triller.
Koloratur er en vigtig komponent i sangteknik af bel canto-sang og operaer i perioden fra Claudio Monteverdi til Gaetano Donizetti.
En af de mest berømte og krævende gennemkomponerede koloratur-arier er Der Hölle Rache Kocht in meinem Herzen (Helvedes hævn koger i mit hjerte), som synges af rollefiguren Nattens Dronning i Mozarts opera Tryllefløjten. Ariens toneområde strækker sig over to oktaver. Den rolle kræver en sopran med et højt register og som nemt kan udføre krævende ornamentering og forsiringer med løb, staccati og triller.