En kommunalbestyrelse er den forsamling af folkevalgte politikere, som har det overordnede ansvar i en kommune. I nogle kommuner bruges betegnelsen byråd i stedet, mens kommunalbestyrelsen i Københavns Kommune hedder borgerrepræsentationen.
I landkommuner – sognekommuner – hed forsamlingen tidligere sogneråd, men betegnelsen kommunalbestyrelse vandt fra 1920'erne frem, og de sidste sogneråd forsvandt med kommunalreformen i 1970. Efter lov om kommunernes styrelse af 31. maj 1968 bestemmer den enkelte kommune selv, hvorvidt kommunalbestyrelsen skal benævnes kommunalbestyrelse eller byråd.
Ifølge styrelsesloven skal medlemstallet i en kommunalbestyrelse være ulige. I kommuner med færre end 20.000 indbyggere (7 kommuner) skal der være mindst 9 og højst 31 medlemmer. I kommuner med flere end 20.000 indbyggere skal der være mindst 19 og højst 31 medlemmer, i Københavns Kommune dog højst 55. Medlemmerne kaldes kommunalbestyrelsesmedlemmer eller byrådsmedlemmer. I Københavns Kommune bruges dog betegnelsen borgerrepræsentationsmedlem eller slet og ret borgerrepræsentant.
Borgmesteren er kommunalbestyrelsens leder. Borgmesteren – i København overborgmesteren – er desuden formand for det udvalg, der koordinerer kommunens økonomi, nemlig økonomiudvalget.