Lolland

Lolland
BlideMiddelaldercentret, som er en af Lollands store attraktioner.
Geografi
StedØstersøen
Koordinater54°46′10″N 11°25′28″Ø / 54.76944°N 11.42444°Ø / 54.76944; 11.42444
Areal1.242,86 km²
Administration
LandDanmark
KommuneLolland Kommune og Guldborgsund Kommune
Største byNakskov (12.445[1] (2024) indb.)
Demografi
Folketal57.174[2] (2024)
Befolknings­tæthed48.44/km²

Lolland (latin: Lalandia) er Danmarks arealmæssigt fjerdestørste ø med et areal på 1.242,86 km² og 57.174 indbyggere (2024). Lolland er omgivet af Langelandsbælt, Femern Bælt, Østersøen, Guldborg Sund og Smålandsfarvandet. Øen er forbundet til naboøen Falster tre steder og har færgeforbindelser til Langeland og Tyskland. Lolland bliver ofte omtalt sammen med Falster under samlebetegnelsen Lolland-Falster.

Lolland er også kendt som "pandekageøen" på grund af sit flade terræn. Der er meget inddæmmet land på øen, og dens sydlige del er beskyttet af det lollandske dige. De tre største byer er Nakskov på Vestlolland, Maribo, der ligger nogenlunde på midten af øen, og Sakskøbing, der ligger i den nordøstlige del ud til Sakskøbing Fjord. Lolland har sammen med Falster den frugtbareste jord i Danmark, og der er udstrakte landområder med dyrkning af fødevarer. Særligt sukkerroer bliver dyrket på øen og har præget dens kulturlandskab i de sidste 150 år. Der har været fire sukkerfabrikker på øen i alt, hvoraf Nakskov Sukkerfabrik fortsat er virksom.

Lolland har været beboet siden Jægerstenalderen, og der er mange oltidsfund og andre historiske mindesmærker på øen. Den er præget af mange herregårde og andre storgårde, der har haft en mere dominerende rolle i Lollands historie end i de fleste andre landsdele i Danmark og fortsat i dag spiller en stor rolle for øens kulturarv. Lolland har flere store turistattraktioner som Middelaldercentret, Knuthenborg Safaripark, Lalandia og Fuglsang Kunstmuseum. Det årligt tilbagevendende kræmmermarked Dølle har mindst 100.000 besøgende. Hver sommer besøger mange, ikke mindst tyske turister øen.

Selvom andelen af beskæftigede i såvel landbrug som industri på Lolland er større end i det øvrige Danmark, er servicesektoren dog den største aftager af arbejdskraft. Øen har siden anden verdenskrig været præget af tilbagegang i beskæftigelse og indbyggertal, og gennemsnitsindkomsten er under landsgennemsnittet. I 2020'erne er øen præget af det store byggeri af Femern Bælt-forbindelsen og af en satsning på grøn energi, hvor øen er fremtrædende.

Administrativt er Lolland inddelt i to kommuner: Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune, der også dækker hele Falster.

  1. ^ Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet BEF44
  2. ^ Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet BEF4

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne