Marxisme er en filosofisk retning og en politisk ideologi, der bygger på Karl Marx' og Friedrich Engels´ analyse af og kritik af kapitalismen.
Foruden de filosofiske elementer anvendes betegnelsen marxisme også i en bredere forstand om den aktivisme og de politiske forestillinger og agendaer, som tager udgangspunkt i eller er beslægtet med de agendaer, som Marx og Engels fremlagde i deres programmatiske skrift Det Kommunistiske Manifest (1848) og i efterfølgende marxistiske værker. Denne politiske marxisme er historisk set tæt forbundet med kommunismen og socialismen.