Napoleonskrigene

Napoleonskrigene
Slaget ved Austerlitz
Dato ca. 1803–1815 Sted Europa, Atlanterhavet, Río de la Plata, Indiske Ocean Resultat Sejr til Koalitionen, Wienerkongressen
Parter
Koalitionsstyrkerne: Østrig[note 1] Rusland[note 2] Preussen[note 1] Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland  Spanien[note 3] Portugal Sicilien[note 4] Sardinien  Sverige[note 5] Hannover	Det Franske Kejserdømme og satellitstater: Franske Kejserdømme Holland[note 6]  Kongeriget Italien Etrurien[note 7] Napoli[note 8] Hertugdømmet Warszawa[note 9] Rhinforbundet[note 10]: Bayern Sachsen Westfalen Württemberg Danmark-Norge[note 11]
Ledere
Ærkehertug Karl af Østrig Karl Philipp Fürst zu Schwarzenberg Karl Mack von Leiberich Alexander 1. af Rusland Mikhail Kutuzov Michael Andreas Barclay de Tolly Levin August von Bennigsen Gebhard Leberecht Blücher Charles William Ferdinandvon Brunswick† Frederick Louis, Prins af Hohenlohe-Ingelfingen Hertugen af Wellington Horatio Nelson† Francisco Javier Castaños Ferdinand 4. af Sicilien Gustav 4. Adolf af Sverige Prins Karl Johan	Napoleon 1. af Frankrig Joseph Bonaparte Louis-Nicolas Davout André Masséna Jean-de-Dieu Soult Michel Ney Eugène de Beauharnais Joachim Murat Józef Poniatowski† Frederik August 1. af Sachsen og andre marskaler
Tab
fra 3.350.000 til 6.500.000.
^ a b Både Østrig og Preussen var kortvarigt allieret med Frankrig og bidrog med soldater til den franske invasion af Rusland i 1812. ^ Rusland blev allieret med Frankrig efter Freden i Tilsit i 1807. Alliancen brød sammen i 1810, hvilket førte til den franske invasion i 1812. Samtidigt førte Rusland krig mod Sverige (1808-1809) og Det Osmanniske Rige (1806-1812), og nominelt gik Rusland i krig mod Det Forenede Kongerige (1807-1812). ^ Spanien, allieret med Frankrig indtil en fransk overraskelsesinvasion i 1808. Slået, men kæmpede mod Frankrig i Den iberiske krig. ^ Sicilien forblev i personalunion med Napoli indtil sidstnævnte blev en fransk lydrepublik efter Slaget ved Campo Tenese i 1806. ^ Sverige erklærede nominelt krig mod Det Forenede Kongerige efter dets nederlag til Rusland i den finske krig (1808-1809). ^ Det franske kejserdømme annekterede Kongeriget Holland i 1810. Hollandske tropper kæmpede mod Napoleon under De hundrede dage i 1815. ^ Det franske kejserdømme annekterede Kongeriget Etrurien i 1807. ^ Kongeriget Napoli, kort allieret med Østrig i 1814, blev igen allieret med Frankrig og kæmpede mod Østrig under Neapolitanske krig i 1815. ^ Napoleon etablerede Hertugdømmet Warszawa i 1807. Polske legioner havde allerede tjent i den franske hær før dette. ^ 16 af Frankrigs allierede blandt de tyske stater (inklusiv Kongeriget Bayern og Kongeriget Württemberg) etablerede Rhinforbundet i juli 1806 efter Slaget ved Austerlitz (december 1805). Efter Slaget ved Jena-Auerstedt (oktober 1806), blev mange tyske stater, der før havde kæmpet sammen med anti-franske allierede, inklusiv Sachsen og Westfalen, også allieret med Frankrig og tilsluttede sig forbundet. Sachsen skiftede side igen i 1813 under Slaget ved Leipzig, hvilket fik de fleste andre medlemmer til hurtigt at følge efter og erklære krig mod Frankrig. ^ Danmark forblev neutral indtil Københavns bombardement i 1807.

Napoleonskrigene (1803-1815) var en række store globale konflikter, der satte det franske imperium og dets allierede, ledet af Napoleon I, op imod en fluktuerende række europæiske stater dannet i forskellige koalitioner. Det frembragte en periode med fransk dominans over det meste af det kontinentale Europa. Krigene stammede fra de uløste stridigheder i forbindelse med Den Franske Revolution og de franske revolutionskrige bestående af krigen for den første koalition (1792-1797) og krigen for den anden koalition (1798-1802). Napoleonskrigene beskrives ofte som fem konflikter, hver betegnet efter koalitionen, der bekæmpede Napoleon: den tredje koalition (1803-1806), den fjerde (1806-1807), den femte (1809), den sjette (1813-14), og den syvende (1815) plus halvøkrigen (1807-1814) og den franske invasion af Rusland (1812).

Efter krigene satte de sejrende magter sig ved forhandlingsbordet ved Wienerkongressen for at skabe en ny magtbalance, der skulle forhindre at én stat igen blev stærk nok til at drive resten af Europa ud i krig, som Frankrig under Napoleon havde kunnet. Kongressen blev afbrudt af Napoleons hjemvenden fra eksilet på Elba ("Napoleons 100 dage"). Formelt sluttede krigene med Freden i Fontainbleau den 11. april 1814. Det var Wienerkongressens forhandlinger, der kom til at præge den internationale politik frem til 1. verdenskrig, også selv om grænserne holdt betydeligt kortere.