Ole Sarvig | |
---|---|
Født | 27. november 1921 København, Danmark |
Død | 4. december 1981 (60 år) København, Danmark |
Ægtefælle | Anna Grete Anshelm |
Barn | Christian Sarvig |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | HF-Centret Efterslægten |
Beskæftigelse | Salmedigter, oversætter, forfatter, digter |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Emma Bærentzens Legat (1944, 1959), Søren Gyldendal-prisen (1964), Kritikerprisen (1960), Egholtprisen (1980), Morten Nielsens Mindelegat (1968) med flere |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Ole Sarvig (27. november 1921 i København – 4. december 1981 sammesteds) var en dansk forfatter. Han er mest kendt for sine digte, indledt med debuten Grønne Digte (1943), men skrev også romaner, essays og salmer. Kendetegnende for hans forfatterskab er en ofte lyrisk, billedbåren stil, hvor en kristen motivverden og frelsertanke kombineres med en fremmedgjort og dyster opfattelse af den moderne verden.[1] Sarvig var en markant, modernistisk digter i efterkrigstidens Danmark og modtog Kritikerprisen (1960) og Det Danske Akademis Store Pris i 1967.
Sarvig var stærkt optaget af moderne, europæisk billedkunst, hvilket hans ofte visuelt bårne digte bærer præg af.[2] I efterkrigstiden tilknyttet kredsen omkring det toneangivende litteraturtidsskrift Heretica[3]. Ud over sit skønlitterære forfatterskab var han skribent, kunstkritiker og oversætter, primært af engelsk litteratur. Nok mest centralt står hans oversættelse af Ortega Y Gassets Menneskets fordrivelse fra kunsten og hans oversættelser af Shakespeare.[4]
Han var far til maleren Christian Sarvig og nevø til maleren Edvard Sarvig.